Læs om mine foredrag

Læs om min coaching

Læs om min bog

Mælkebøtte - lad os udveksle

Mælkebøtten, der voksede ud af skyggen

Tina Campbell voksede op med vold og omsorgssvigt, men klarede sig igennem med sin egen råstyrke og ’små sprækker af lys’. Den slags lys vil hun tænde flere af ved at fortælle sin historie.

Tina, som lider af en medfødt gigt sygdom, vokser op med en voldelig og alkoholiseret far og en handicappet mor. Hun er jævnligt med sin far på værtshus. I børnehaven lægger pædagogerne mærke til, at hun smuldrer rugbrød og rister det på alufolie henover et stearinlys – ligesom hun har set sin far gøre med brune hashklumper derhjemme.
Kort sagt: Det kunne være gået helt galt for Tina Marie-Louise Campbell. Men i dag er hun lykkeligt gift med Neil, mor til to og arbejder som coach og underviser. Læs mere om hende på disse sider.

I bogen Mælkebøttebarn i blomst beskriver hun sin vej fra en hård barndom til en positiv tilværelse.

Vidste ikke, at det var unormalt

Tina husker, at hun tidligt lærte at navigere i en kaotisk og uforudsigelig verden. ”Det var bare sådan det var. Jeg var over 40 år gammel, før det gik op for mig, hvor unormal min opvækst har været”, fortæller hun.
”Lisbeth Zornig beskriver i bogen Underdanmarks Jægersoldater, hvordan udsatte børn udvikler træk, der minder om soldaters: Evnen til at analysere en situation og reagere lynhurtigt for at afværge en katastrofe. Man lærer at orientere sig og bliver udholdende. Det er noget, jeg genkender hos mig selv”, siger Tina.
Hun lærte for eksempel tidligt at aflæse sin fars ansigtsmimik og vidste præcis, når der var fare på færde. ”Det var små tegn, der sagde mig, at hvis jeg ikke gør noget lige nu, så får jeg nogle på hovedet”.

Små sprækker

Hun husker også de ’små sprækker af lys’ – glimt af et andet og bedre liv. En mormor, som mødte hende med ubetinget kærlighed, da hun som 9-årig boede hos hende i en kort periode. En onkel, der levede i et kærligt parforhold (”jeg lagde mærke til, at de lavede kaffe til hinanden og den slags”).
Og bardomsveninden, som altid har været der for hende og som senere opmuntrede hende til at skrive sin bog.
En skelsættende oplevelse for Tina var, da en klassekammerats mor inviterede hende til at gå med i køkkenet – noget hun aldrig havde prøvet derhjemme. ”Folk aner ikke, hvor stor en forskel det gør for et udsat barn at blive vist en smule venlighed og interesse”, bemærker hun.
Det sejeste strå i klitten
Det er næppe helt ved siden af, når veninden har sammenlignet Tina med et sejt strå fra en Vesterhavsklit. Sådan et af dem, der bøjes og slides af vinden, men hele tiden rejser sig rank igen.
Oven i en lang og sej kamp mod følgevirkningerne fra gigten og barndommens svigt blev hun ramt af HIV som 27-årig. Den 4. november 1999 var hun blevet så syg, at lægerne gav hende en chokerende besked: Hun ville end ikke leve til nytår.
Hun snød skæbnen og overlevede – og lægernes dom blev et vendepunkt. ”Der var så meget der fyldte på det tidspunkt, og jeg havde ingen steder at gå hen med det. Så begyndte jeg at skrive om mit liv, som en slags terapi”, siger hun.

Bog skal tænde håb

Der fulgte flere mirakler: Hun mødte sin mand, stiftede familie og fik børn. ”Så skulle jeg lære at synge børnesange. Jeg kunne jo ingen. Og så væltede minderne frem, og det var hårdt. Men jeg vidste, at jeg skulle noget konstruktivt med det”, siger Tina. Det var dér, hun besluttede at dele sin livshistorie i bogform.
Bogen fortæller hendes barske historie, men dens centrale budskab er, at det er muligt at få et godt liv trods overlast i barndommen. Den er udgivet på eget forlag, fordi hun ikke ville gå med til at dramatisere sin fortælling. ”Den handler om, hvordan udsatte børn kan blomstre på trods – ikke om hævn eller om at udlevere nogen”, fastslår hun.
Efter udgivelsen i 2014 blev hun overvældet af positive reaktioner. ”Jeg blev blæst omkuld! Her har jeg gået og skjult min historie i 40 år– og så viser det sig, at der er så mange der kan bruge den!”
Meget at være glad for
Bogen bruges nu som fagbog af Socialpædagoger, socialrådgiverstuderende og på Jurastudiet ved Københavns Universitet. Og Tina underviser fagpersoner i at skabe tillid blandt udsatte børn og unge.
”Vi skal ikke være så berøringsangste. Jeg ville selv ønske, at nogen bare én gang i min barndom havde spurgt ind til, hvordan jeg havde det. Men det handler også om, hvordan man spørger. Børn bliver ved med at være loyale. I stedet for at skræmme barnet væk ved at sige ’jeg kan se, at din far slår’ kan det være en bedre indgang at sige ’jeg kan se, at du er bekymret for din far’”.
Tina selv fokuserer i dag mest på de gode ting i livet.
”Der er så mange ting at være glad for! For eksempel når mine børn hopper rundt om mig i vores hoppesofa. Ture i skoven, hvor jeg finder ro i mig selv. Og så glæder jeg mig hver dag over, at andre kan bruge min historie til noget”.

Anne-Sofie Forfang, Aalborg Bibliotekerne

 

Fagpersoner, almindelige borgere etc. er velkomne i det åbne forum på min facebookside, hvor vi kan erfaingsudveksle og skabe dialog. Du finder facebooksiden HER