Kæmp for din arbejdsglæde!

 

Aldrig før har der været så megen snak om det fleksible arbejdsmarked som nu. Andelen af folk, der er i tvivl om, hvordan de kan passe ind i på arbejdsmarkedet, stiger. I disse urolige Coronatider virker det som om der nærmest er sket en eksplosion i stigning af arbejdssøgende.

 

Hvad betyder det for alle jer der i forvejen falder udenfor de systemer, der er på arbejdsmarkedet lige nu? Det er nu, der skal kæmpes for arbejdsglæde og en fleksible løsning, hvis du vil ind på arbejdsmarkedet.

 

Måske synes du ikke, at du passer ind i et almindeligt arbejdsmarked med et 8-16 job, fordi du selv eller en af dine nærmeste har brug for lidt ekstra omsorg eller tid. Det kan for eksempel være dig, der er stresset, har et handicap, eller er fysisk svækket – måske på grund af alderdom eller en skade.

Men det har du!

Du skal bare turde kæmpe for at finde din vej til den. Der er også en plads til dig på det arbejdsmarked, alle nu påberåber vil blive mere fleksibelt. Det er nu, vi skal skabe dialogen mellem virksomheder, der skal omstilles pga. Corona og/eller gerne vil være mere socialt ansvarlige.  Det er nu, du skal opnå arbejdsglæde!

 

Tallene taler for sig selv

Lige nu ser vi et arbejdsmarked i udvikling. Vi bliver flere mennesker, men ikke nødvendigvis flere jobs. Der kommer flere ældre og færre yngre skuldre til at bære det tunge læs. Robotter kommer ind og overtager noget af arbejdet. Vi kommer til at være flere mennesker til at deles om de jobs, der er. Derudover så sker der noget i samfundet – flere efterlyser kortere arbejdsuger, mere fleksible arbejdstider eller hjemmearbejdspladser. Der er altså i samfundet et behov for, at arbejdsmarkedet ændrer sig og bliver mere fleksibelt og mangfoldigt.

Mens jeg sidder og skriver det her, siger kalenderen maj 2020. Danmark er i lockdown på grund af Coronavirus, skolerne og uddannelsesinstitutionerne er lukkede, og jeg har netop læst i Nyhederne, at antallet af nye ledige danskere er på 50.000. Coronavirussen og Danmarks lockdown vil betyde, at mange flere er arbejdsløse og kommer til at se på, hvordan de kan få jobs. Vi bliver flere om buddet på de jobs, der findes lige nu. Der kommer selvfølgelig til at ske en masse tiltag, som jeg og ingen andre ved noget om endnu, men én ting er sikkert: Vi har brug for et mere fleksibelt arbejdsmarked. Desuden skal vi have hjælp til at finde arbejdsglæden midt i det hele. Det er jeg slet ikke i tvivl om.

Derudover kommer der flere fleksjobbere – omkring 70.000 danskere har fået bevilget fleksjob. Det er en stigning på 28 procent siden fleksjob- og førtidspensionsreformen trådte i kraft i 2013. Med reformen i 2013 blev det muligt at ansætte i fleksjob i ganske få timer om ugen, og det er da også de små jobs, der især er i stigning. Mere end halvdelen af alle nye fleksjob er på mindre end ti timer om ugen, 55 procent.[1] Dertil skal lægges, at der kommer masser af småjob til fx Coronarengøring.

Det betyder, at arbejdere skal gentænke deres rolle på arbejdsmarkedet og virksomhederne skal være klar over deres sociale ansvar – og på samme tid skal samfundet også rykke sig, så hele opfattelsen af det, at have et arbejde, ændrer sig. Vi skal måske have en helt ny opfattelse af, hvad arbejdsglæde er.

Hvad mener jeg med det? Jeg mener, at jeg har i mit arbejde som karrierecoach erfaret, at man tænker ”arbejde er lig med fuldtidsjob på en arbejdsplads”. Det passer ikke! Der findes mange måder at arbejde på. Men mange ser på deres egne begrænsninger og tror ikke, der er plads til dem, hvis man har brug for lidt ekstra hjælp – derfor kan man nemt føle sig udenfor det almindelige arbejdsmarked, der konstant søger robuste medarbejdere og folk, der kan have mange bolde i luften. Det kan føles, som om man ikke er ønsket.

Derfor vil jeg sige: Der er er plads til, at lige præcis DU kan finde arbejdsglæden. Om du arbejder to eller 20 timer om ugen, om du arbejder hjemmefra eller på en arbejdsplads, om du lige nu ikke har noget job, men leder efter et. Hensigten med dette indlæg er, at du skal vide, at du kan finde arbejdsglæden – der er også plads til dig på arbejdsmarkedet!

 

Alle har godt af et mangfoldigt arbejdsmarked. Hvordan ved jeg det? Fordi jeg har stået på begge sider i mit arbejdsliv: Jeg har både været fleksjobber, selvstændig og arbejdsgiver. I dag er jeg foredragsholder, coach og forfatter. Jeg fortæller om min egen historie og deler ud af de erfaringer, jeg her gjort mig, specielt i forhold til arbejdsglæde og livsglæde. Derudover tilbyder jeg konkrete redskaber via onlinekurser for dem, der gerne vil styrkes i deres arbejdsglæde og -forhold. Det handler om sundhedsfremme og om at forebygge, så man ikke risikerer at miste sig selv og sin tilknytning til arbejdsmarkedet.

 

Min historie

Min egen baggrund er noget kringlet. Jeg har oplevet lidt af hvert: Jeg er født med leddegigt og sidder i kørestol, jeg er vokset op i et hjem med vold og alkohol, jeg har oplevet overgreb, livstruende sygdomme og stress. Jeg troede på ingen måde, at jeg fortjente et godt liv. Men igennem hele mit voksne liv har jeg beholdt en forbindelse til arbejdsmarkedet – med undtagelse af et par måneder i 1999, da jeg var 27 år og terminalpatient, fordi jeg dansede kinddans med døden. Men det gør jeg ikke mere – langt fra endda! I dag har jeg en kærlig mand, børn, et skønt arbejdsliv og masser af livsglæde.

Det er mit ønske, at du vil styrke dig i troen på dig selv og dine evner. Det handler om, at du skal få øje på alt det gode, du har at byde på.

Find din rigtige plads på arbejdsmarkedet og mærk den fulde arbejdsglæde!

 

 

Syv nemme råd der hjælper dig på vej:

  • Tilmeld dig forening eller anden fællesskab med andre i lignende situation
  • Vend dine kerneværdier med dine pårørende, så du hviler i dem, når du søger arbejde
  • Læs bøger eller artikler indenfor dit område
  • Lav en liste over dine faglige og personlige styrker – begge dele er relevant for job
  • Skriv ned hvilke opgaver, du kan udføre, så du nemt kan vise arbejdsgiver dette
  • Husk fagforening kan være god samarbejdspartner
  • Jobcenter kan hjælpe dig med at finde småjobs

 

[1] Tal fra Beskæftigelsesministeriets database www.jobindsats.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *