Det største af alt er kærligheden – og troen på, at du kan rejse dig igen

I dag mindes vi Jesus’ lidelser, men også vores egne. For det kan være svært at bevare troen på det gode, når du ligger ned – men det er vigtigt, at du kæmper for at rejse dig igen. På den måde forbliver du ikke et offer, og dit liv bliver dit. Der er én, der skal komme og dømme. Men der er kun dig til at handle. Det er din frie vilje og således også på jorden.

Hvor mange lidelser skal man igennem for at kunne genopstå? En af de største gaver, mennesket har fået, er evnen til at kunne handle. Den fri vilje. Desværre er der mange, ulykkelige, fordærvede eller syge sjæle, der bruger deres frie vilje til at handle ondt mod andre. Det har jeg oplevet igen og igen.

Efter noget tid indser man, at netop det, den frie vilje, der gjorde, at man blev slået ud – også er det, der kan redde en fra et liv i lidelser. Det kan være det, der får dig til at rejse dig igen og skabe dit eget liv. Til at genopstå. Men det er ikke nemt.

Jeg nærer et inderligt ønske om, at mine egne lidelser kan bruges, så vi kan gribe ind og sørge for, at det samme ikke sker for andre børn. Hvis jeg fortæller om dem og breder kendskabet kan det være nemmere at få øje på det smilende barn, der gemmer noget inde bag ved. Jeg har fået vendt et liv med nederlag, et liv, hvor jeg var offer, til et liv, hvor jeg kan hjælpe andre. Det er den eneste måde, min baggrund kan give mening for mig. Her er et udpluk af min historie.

De daglige lidelser

Jeg så min psykiske syge far banke min invalide mor igen og igen. Hans frustrationer endte også som blå mærker og ødelagte lemmer på mig. Jeg listede omkring for at gøre far tilfreds, så volden blev holdt til et minimum. Jeg gik som en god pige med far på drukturene om natten. Passede min skole. Sagde ikke et kvæk. Jeg var den gode datter, så far blev ved med at elske mig. For hvad ville jeg gøre uden far, som var min primære forældre?

Mor var ’den uduelige kælling’, skreg far. Hun havde ikke maden klar til os, når far og jeg kom hjem kl. 3 om natten. Mor har født mig, men viste ikke tegn på at elske mig. Det kunne jeg godt forstå. Jeg var jo fars pige med alt, hvad det indebar af modbydeligheder. Jeg svigtede mor, hver gang jeg lod far tage mig med sig. Jeg lod mig fylde af hans foragt og aggressioner mod mor.

Jeg var cirka otte år, og fandt styrke til at tage ekstra ansvar for mit eget liv. Jeg forstod, at det ikke var sikkert at være hjemme. Der var ingen andre end mig til at passe på mig. Jeg pakkede den lille røde legetøjskuffert med tandbørster og sagde til mor, at jeg var klar til at rykke, når far igen smadrede hele huset.

Der skete et mirakel

Jeg oplevede miraklet. Mor tog beslutningen om at få sig selv, min lillesøster og mig væk fra vores hjem. Det i sig selv var et større mirakel end det faktum, at hun i et dramatisk øjeblik selv kunne gå uden støtte igennem den smadrede glasdør. Først mange år senere forstod jeg det fulde under.

Det minde gav mig troen på, at noget højere holder øje med mig. Jeg stræbte efter det og bevarede min barnetro på, at alt en dag ville give en højere mening. Først skulle jeg igennem endnu flere år med vold, voldtægter, misbrug, ydmygelser, livstruende sygdom og svigt. Jeg var ved at dø som 27-årig. Jeg rejste mig igen og igen efter hvert slag og hvert et knæk min psyke fik. Nogle gange kunne jeg ikke mærke troen. Men jeg tvang mig selv til at tro på, at det her ikke var meningen med mit liv. At jeg ikke for evigt skulle forblive offer.

Nærmeste familie, pædagoger og lærere kendte vores baggrund. Ingen opdagede, at bag mit unge smilende ydre var en gammel nedbrudt sjæl. Man skal ikke dømme de døde eller levende, lyder læren. Jeg måtte videre. Jeg var fanget i et legeme, der tiltrak fyrene, ikke dem, der ville mig noget godt, men jeg vidste ikke, hvem der kunne hjælpe mig. Min krop blev med årene mere og mere invalideret af den gigt, der startede, da jeg var to år.

Jeg var frustreret. Min vrede gik ud over mor. Mor svarede tilbage, at jeg lignede far. Far var psykisk syg, og hvis nogen troede, at jeg heller ikke mentalt var velfungerende, vil ingen nogensinde kunne elske mig. Jeg trak mig derfor ind i mig selv og genopstod som ’søde Tina’ igen. Frustrationerne kom ud på papir i stedet for. De blev til en bog, jeg udgav, Mælkebøttebarn i blomst.

At finde styrken

Hvad skal jeg sige? Mine ord vil ikke meget sige.

Jeg lever jo i verdens lykkeligste land. Så jeg åd et par ekstra lykkepiller, og faldt hen. Fuglestemmen daler. Jeg hørte ingen heppe på mig, mens jeg sad i det muglugtende kælderværelse, jeg havde fået tildelt. Jeg var ikke meget værd. Jeg nærede ingen forhåbning om job. Kontanthjælp er hverken til at dø eller leve af. Det passede fint til mig. Jeg hverken levede eller døde.

Musikken begyndte at spille et helt nyt potpourri. Jeg opdagede den store verden uden for vores hermetiske vægge. Lyrikken hørtes igen og igen i mit utætte barneværelse, mens jeg forstod mere og dybere. Nogen har det værre end jeg. Andre klarer sig.

Jeg blev 5 år ældre for hvert år, der gik. Jeg lyttede til missionærerne på min nye skole. Kærligheden og hjertegløden var her stærkere end døden. Lærte og skrev. Pennen er stærkere end sværdet. Troen bliver kraftigere end frygten.

Jeg fandt mig selv i det hele. I dag, 45 år, blomstrer jeg. Langt skulle jeg ud for at se det, der var lige for mine øjne, det nære, det primære. Jeg havde det nemlig selv indeni! Jeg fik mod alle odds det værdige forhold mellem mand og kvinde og har i dag en dejlig mand. Jeg oplever siden det standhaftige mellem voksne og børn, det kære, det vigtigste. Jeg har nemlig to selv og et fra min mands tidligere ægteskab.

Jeg mærker igen, at uanset hvad så elsker børn deres forældre. Men nu sander jeg, at kærlighed bare ikke er nok. Den erkendelse giver mig troen igen. Styrken findes inden i mig. Det er op til mig selv at slippe den løs. Min opgave er at finde ro og selvværd. Sådan lærer jeg at tage imod og evner at elske. Og det var også derfor, jeg har valgt at stoppe med at prøve på at få et forhold til min mor. Man skal være to for at have en relation. Jeg kan ikke spille ping pong alene.

Handling og næstekærlighed

Jeg vil handlingen, som jeg gerne ville, der var blevet handlet på mine vegne. Jeg vil næstekærligheden, som jeg gerne ville, at den forargede nabo havde fået mig i sikkerhed. Jeg drømmer om, at min leg med hash i børnehaven, var blevet set på med mere alvor af pædagogerne, der overværede det. At der var nogen, der havde grebet ind, da jeg blev mobbet og voldtaget og svigtet.

Jeg er ikke fyldt af hævn, men jeg tænker, at det største i det skete er evnen til at rejse sig og vise, at man ikke er offer. Næstekærligheden overfor sig selv. I sorg- og bearbejdelsesfasen igennem eller lige efter lidelserne bør der dog vises forståelse og handling fra folk omkring.

Jeg tror på menneskets gode vilje. Dermed tror jeg også på fornuften i mennesket. Så jeg savner en god grund til at lukke øjnene, når et barn lider overlast.

Mine erfaringer vendes fra forargelse og bebrejdelser til forståelse og handling. Hver gang jeg fortæller min historie, spørger folk, om jeg har tilgivet. Hvem skal jeg tilgive? Ham der synder uforsætligt, eller de der ser forsætteligt til?

Menneskers synder skal ikke længere tilregnes dem, står der. Jeg står til regnskab for mine egne handlinger. Mine foretagender går nu ene og alene på, at jeg får min historie ud, så ’mennesket’ genkender alvoren bag det smilende ydre. Ellers er der ingen fornuft tilbage.

 

(Udgivet i Nordjyske d.14.4.19. som Synspunkt i lidt forkortet version)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *