Rigtig glædelig kampdag.

Min personlige kvindekamp har været kampen for at acceptere min krop i en verden, som konstant fortæller mig, at den er forkert.

Jeg har haft gigt hele mit liv. Det betyder, at min krop ser anderledes ud – mine hænder er små og mine fingre vender forkert. Jeg har siddet i kørestol det meste af mit liv, så mine ben er små og jeg går meget dårligt. Siden jeg var lille har jeg skjult mine fingre. Jeg tog lange ærmer på, så mine trøjer skjulte mine hænder. I mange år ville jeg helst have mit hår nede, så jeg følte, det dækkede min hage, som også er ramt af gigten.

Min krop gjorde mig til at let mål for mobbere. Når jeg var udenfor gik jeg op ad husmurene, fordi så kunne man ikke så nemt se, at jeg gik dårligt – og så kunne jeg hurtigt hoppe ind i en opgang, hvis nogen ville mig noget ondt.

Jeg synes faktisk, det gav mening at mobbe og slå mig. Jeg så jo anderledes ud, så jeg fortjente det!

Det var først, efter mit selvhad havde manifesteret sig i en dødelig sygdom, at jeg begyndte at sætte pris på at være i kroppen. Sygdommen understregede at jeg ikke kan leve uden en krop. Jeg må leve med den krop, jeg nu engang har, hvis jeg vil være her.

På mirakuløs vis overlevede jeg min dødsdom.

Jeg begyndte at træne og kan mærke, at det gør en forskel. Jeg kan virkelig gøre noget godt for mig selv gennem træningen! Jeg mødte min mand Neil og jeg blev gravid. Da blev jeg for alvor taknemlig og imponeret over min krop. Den kan skabe et liv! Tænk at den var i stand til det! Jeg bliver helt rørt bare af at tænke på det.

I stedet for at tænke på min uperfekte krop som en svaghed, så mærkede jeg hvor stærk den er -og hvor stærk jeg er. Jeg er dybt taknemlig og imponeret over min krop! Jeg bliver ikke så tit syg mere. Jeg lytter meget mere til min krop end nogensinde før, derfor har jeg det bedre end nogensinde. Jeg prøver at lade være med at se det på min krop, som om den er anderledes. Jeg ser det bare som en del af mig. Nogle dage lykkes det, andre dage er det sværere, men så længe jeg er her, skal jeg være i min krop. Derfor elsker jeg den i al sin uperfekte storhed.

I dag kipper jeg med flaget for alle os smukke, stærke, uperfekte kvinder – må I blomstre!

Knus Tina

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *