Hvad er det, der gør et menneske menneskeligt? Det er næstekærligheden. Men for mig kom næstekærligheden ikke af sig selv hjemmefra – den lærte jeg af sygeplejersken

 

Kære sygeplejerske

Nu er det Valentinsdag, kærlighedens helligdag. Jeg vil gerne slå et slag for, at det er næstekærlighedens helligdag, og derfor skal du have et brev, sygeplejerske. Du er legemliggørelsen af næstekærlighed. Jeg ved godt, at det her måske kommer lidt pludseligt. Jeg mener, vi ses jo ikke så ofte, og du skal næsten altid bruge min journal for at kunne huske mit navn. Men nu siger jeg det altså bare: JEG ELSKER DIG. Og det har jeg gjort lige så længe, jeg kan huske.

 

Jeg har mødt dig mange gange med forskellige kitler, frisurer og smil. Du har været der. Med din omsorg, faglighed og menneskelighed. Uden dig og dine varme hænder havde jeg været et helt andet slags menneske: Mindre menneskelig.

 

2020 er The year of the Nurse and the Midwife ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO. Jeg synes, du fortjener en dybtfølt tak og meget mere opmærksomhed. Så her kommer der en række eksempler på, hvordan du har været kærlig, menneskelig og professionel i en række håbløse situationer. Et slags GREATEST HITS mixtape, jeg har lavet til dig, og en helt masse kærlige tanker i dagens anledning.

 

Jeg er vokset op i et hjem med en alkoholisk, psykisk syg og voldelig far og en invalid mor. Jeg fandt ud af, at jeg havde gigt som 2-årig og har været igennem et hav af operationer. Jeg troede, jeg skulle dø, da jeg var 27 og var indlagt på terminalafdelingen. I dag har jeg har to børn og en mand, og det er heller ikke helt uden problemer. Jeg elsker mit liv, men uden dig havde det liv ikke været muligt.

 

Lader barnet være barn

Første gang, jeg kan huske, jeg mødte dig, sygeplejerske, var jeg ikke specielt gammel. Jeg skulle til gigtkontrol, jeg var måske fire-fem år, og jeg stod ved trappen til lægehuset i Esbjerg. Far hjalp mor op ad trappen – hun kunne ikke gå så godt. Det kunne jeg heller ikke, men jeg var vant til at gøre det selv.

 

En sygeplejerske kom ud indefra lægehuset – måske havde hun set os – og hun gik hen til mig, tog min hånd og hjalp mig ind. Hun satte sig ned på hug ved siden af mig, talte til mig og viste mig legetøjet i venteværelset. Hendes blide stemme og tid til mig gjorde mig til et barn. Derhjemme var jeg en lille voksen. Måske kunne hun godt se det.

 

Det uventede kram

Mit møde med dig, sygeplejerske, har nogle gange tvunget mig til at tage imod en hjælp, som egentlig var svær for mig at tage imod, men som jeg havde brug for. Når man, som jeg, er vokset op i et hjem med alkohol, vold og sygdom har det nogle gange været lidt svært at skulle tage imod kærlighed – jeg følte ikke selv, at jeg fortjente den.

 

For eksempel har du krammet mig. Alle de mange kram. Som da min far havde en psykose, han var helt vild og væk, og jeg var ved lægen med ham, kom en sygeplejerske med kommunefarvet hår i pagefrisure hen til mig, bukkede sig ned og gav mig et kram. Den kærlighed, der er i et kram – det var svært at tage imod, men jeg gjorde det. Jeg var slet ikke vant til krammene hjemmefra.

 

Eller da min mor faldt ned af trapperne, da jeg var 12. Hun slog hovedet, blodet flød ud fra en flænge i panden, og hun var bevidstløs. Ambulancen kom og hentede os. Mor var den eneste, jeg havde. Vi var flygtet fra far, der var voldelig. Da vi kom frem på sygehuset, blev min mor kørt ind med båren. Jeg stod bagved og rystede. Og så kom sygeplejersken, der, uden at sige en lyd, og krammede mig.

 

Jeg husker krammene som en smule grænseoverskridende til at starte med, men så som en enormt stor anerkendelse af mig, og det var helt fantastisk.

 

Hænderne er specielle

Det, jeg altid har lagt mest mærke til ved dig, sygeplejerske, er dine hænder – hænder, der rækker ud, holder om og holder fast. De åbne, varme hænder. De menneskelige hænder.

 

For hvad er det, der gør et menneske menneskeligt? Det er næstekærligheden – evnen til at sætte sig i andres sted, at kunne se udover egne behov og være kærlige mod sine næste. Og her er kroppen vigtig – at man har en menneskekrop, der tør være tæt på en anden menneskekrop. Er man synligt syg som jeg, så har man helt sikkert prøvet, at folk tager afstand. De ved måske ikke, hvad de skal stille op med smerten, gigten eller kørestolen.

 

Jeg husker sygeplejersken, der ved endnu en indlæggelse, da jeg var barn, river noget tape af, der sad på hofte og gik helt ned til under foden og hele vejen op på den anden side af benet. Det var tyk tape, der sad godt fast, og hun måtte lægge kræfter i. Det gjorde ondt. Derefter lagde hun sin hånd på de steder, plastret havde rykket i huden. Hun masserede ikke – hun nussede bare. Det var ikke behandling men berøring. Med varme hænder. Hvor var det fantastisk, at nogen turde røre! Følelserne om at være forkert eller til besvær var der ikke – det var et menneske, der anerkendte mig som menneske. Det er sådan nogle handlinger, der gør mennesket menneskeligt.

 

Overskud til sjov

Jeg har mange gange forsøgt at få kontakt til Gud. Jeg har været helt derude, hvor det virkede som min eneste vej frem. Jeg havde brug for at kalde på noget større end mig selv. At finde en mening. Og at få en smule omsorg, når jeg var enormt bange.

 

Jeg husker, da jeg var 27 og dødeligt syg. Det var oktober 1999. Lægen troede ikke, jeg ville overleve årtusindskiftet. Jeg vejede under 30 kilo og kunne ikke holde noget inde. Ingen vidste, hvad der var galt med mig. Jeg ledte efter Gud, og fandt hans bud om næstekærligheden i sygeplejerskerne, der plejede mig.

 

Noget af det mest helende var, at du, sygeplejerske, havde overskud til at joke med mig i den situation. Du gav mig alt det, jeg overhovedet havde lyst til at spise. Du rystede puden lidt ekstra og tog dig tid til mig. Det var dig, sygeplejerske, der foreslog, at jeg blev tjekket for AIDS – og det viste sig, at jeg havde otte forskellige slags i fuldt udbrud, og at det var dét, der var galt – jeg fik medicin, først en slags, så en anden og sidst en tredje, der endeligt virkede. Mit liv var reddet.

 

Det professionelle overblik

Jeg har altid været vant til at have overblik over, hvad der sker. Det giver mig ro at vide, hvad der foregår. Men når jeg har været syg, og kontrollen over, hvad der skal ske, er ude af mine hænder – så har det været fantastisk at mærke, hvordan du, sygeplejerske, har taget dig tid til at forklare og vejlede.

Jeg husker sygeplejersken på hospitalet, som forklarer, hvordan mine blodprøver skal tages inden endnu en knæoperation. Jeg var barn og vidste ikke, hvad der skulle ske. Hun viste alting, jeg stillede spørgsmål, hun tog sig tid. Jeg følte, at jeg var mere i kontrol i situationen – at operationen var et indgreb, ikke et overgreb, som det kunne føles som, når man ikke ved, hvad der foregår.

Eller de sygeplejersker, der hjalp, der jeg netop havde født vores første barn tre måneder før tid. Hun var indlagt på neonatal, og jeg anede ikke, hvad der foregik. Da hun netop var udskrevet, og vi skulle hjem og leve vores liv var det en sygeplejerske, der havde overblikket – hun kontaktede ergoterapeut for, at jeg kunne få hjælp til hjælpemidler, socialrådgiver, så jeg kunne blive sygemeldt i barslen og min mand kunne få den i stedet, og sørgede for, at sundhedsplejersken havde alt den information, hun skulle bruge, så vi ikke skulle forklare alting forfra, når hun kom på besøg.

 

Et håb til fremtiden

Jeg kunne komme med mange flere eksempler på, hvor mange gange, jeg har været i kontakt med vores sundhedssystem og ikke mindst dig, sygeplejerske. Vigtigst at det hele er, at jeg har det godt i dag. Jeg forsøger at hjælpe andre, at yde næstekærlighed hver evig eneste dag. Hvis I ikke havde været der, så ved jeg ikke, hvor jeg skulle have lært det henne. Måske et andet sted fra, men jeg ved det ikke.

 

Jeg håber, at alle I sygeplejersker, der er derude, får de bedste arbejdsvilkår. Jeg håber, at der kommer mere tid til patienterne og en højere løn, så vi kan få flere varme hænder. Mennesker har brug for mennesker, der er menneskelige – som tør at røre og ikke er bange, selvom man selv er det. Jeg arbejder for at forbedre medarbejdertrivsel – så jeg ved, at hvis man har det godt på jobbet, så yder man også bedre, og man får mere overskud.  Og det er i overskuddet, den ekstra omsorg ligger: Berøringen, krammet, vittigheden og vejledningen. Det er godt for hele samfundet, at sygeplejerskerne har det godt!

 

Så tak for din omsorg. Jeg er beæret og imponeret over din menneskelighed. Der er brug for dig – for det er ikke alle, der får den kærlighed, du udviser, i hjemmet.

Så, kære sygeplejerske – glædelig Valentinsdag. Jeg elsker dig!

 

 

Bragt i Kristeligt Dagblad d.14.2.20.  – dog i en lidt forkortet version.

 

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *