Af Tina M.-L. Campbellkursusudbyder, forfatter og foredragsholder, Syrenvej 46, 9310 Vodskov, tina@campbell.dk campbell.dk

JUL: Lad være med at drukne dine børn i gaver: Børn er mindst ligeså glade for at give, som for at få.

Husk at lade dit barn hjælpe til og give gaver til andre i juletiden.

Det er faktisk ofte det, børn har ønsker sig allermest til jul: Nærhed og (næste)kærlighed

Da jeg var barn, havde vi ikke meget. Og det er ikke bare noget, jeg siger: Sneen var ikke højere, og solen var ikke varmere i gode gamle dage.

Vi havde rent faktisk ikke meget: Min mor var invalid og havde svært ved at gå, min far havde skizofreni, drak og var voldelig.

Jeg selv fik gigt som to-årig. Det var ikke ligefrem de bedste omstændigheder for at vokse op og have det godt.

Men heldigvis voksede jeg op, og jeg har det godt. Jeg er et mælkebøttebarn i blomst, og det er også det, min selvbiografi hedder – men det er slet ikke det, som dette indlæg skal handle om.

Det er blot så du, kære læser, ved, hvem jeg er, og hvad jeg kommer fra.

For nu er det jul, og traditioner får ofte én til at tænke tilbage – hvordan var det engang? Specielt nu, hvor jeg er 47 år og har en dejlig mand og skønne, hjertelige børn.

Hvordan var det for mig dengang? Hvad stod højest på min ønskeseddel? Og hvad ønsker jeg at give videre?

 

Jeg har i mit tidligere arbejde som vejleder og coach og i mit eget liv fundet ud af, at langt de fleste mennesker har brug for at føle, at andre er der for dem, og at de kan være der for andre. At man indgår i et fællesskab, der udveksler nærhed og (næste)kærlighed.

Det er lige præcis de ting, jeg selv manglede som barn: Nærhed og kærlighed, til sig selv og sine næste.

At holde af og holde om må derfor være det vigtigste i juletiden. Det skal jeg i hvert fald sørge for, at mine børn ikke kommer til at mangle.

Men så ser jeg op – og der er julelys og julereklamer og forbrugerræs og gaver, gaver, gaver. Jeg kunne blive ved. Det kan gøre det svært for mig at huske nærhed og (næste)kærlighed her i juletiden, så det må betyde, at det er endnu sværere for børnene. Børn bliver nemt påvirket af den verden, de lever i – de har jo ikke haft deres mulighed for selv at vælge. De fleste tager en helt masse ind, som de endnu ikke har valgt at sortere fra. Det er ærgerligt.

Mange børn får gaver hver dag i december.

Hvad er der med alle de der kalendergaver? Har børn virkelig brug for alle de ting? Nej! Den overfladiskhed har jeg svært ved at sætte mig ind i. Jeg var blevet glad for meget lidt, da jeg var barn. Der er så mange, der intet har.

Jeg tror, vi misforstår børns glæde for gaver nogle gange. For de er mindst lige så glade for at give gaver og se den glæde, de er skyld i, som de er, når de får gaver. Det er mine børn i hvert fald, og det er dejligt at se. De er pivstolte, når de skal give en kammerat en gave – præcis som de vokser af at give til en udsat fremmed hjemløs eller barn.

Den glæde, bedsteforældre tænker, at børnene får, når de giver gaver til dem – den samme glæde får børnene også ved at give gaver til andre.

Børn bliver stolte af at hjælpe til og ved at give. De bliver glade for at blive spurgt om hjælp og være en del af et fællesskab. Så snart de kan stavre lidt rundt, vil de gerne hjælpe med små husopgaver.

Jeg hørte om en skoleklasse, hvor alle eleverne skulle tage en gave med i skole.

Men gaven gik ikke til barnet – det gik til et projekt for udsatte. Børnene fik forklaret, at de gaver, de havde medbragt, ville gå til nogle børn, der absolut intet havde. Jeg synes, det var en glimrende ide! Mere af det, tak!

Jeg mener, at gaver bør være personlige. De skal glæde dem, der modtager. Og det skal være den eneste funktion. Børn skal lære at tænke sådan: Hvad ville gøre min lillebror glad? I stedet for: Jeg skal have flere gaver end min lillebror. Gaver med omtanke varmer langt mere end ønskeseddelsudveksling.

Det handler altså om at lære sine børn at tænke bagvendt i forhold til alt det, verden fortæller dem, de skal tænke. Reklamerne siger: Køb mig, køb mig, du har brug for mig, køb mig nu. Vi skal som forældre kæmpe en brav kamp for at lære børnene at vende den tanke på hovedet, så de ser på ting og i stedet tænker: Har jeg brug for det? Virkelig brug for det? Eller måske endda: Har andre brug for det?

På den måde bliver fokus hos børnene ikke på mig, mig, mig, men på os. Det bliver et fokus på fællesskabet. Og det er nogle værdier, jeg forsøger at lære mine børn! At vende forbrugertanken på hovedet handler altså om at opdrage, at turde kæmpe for de værdier, man selv tror på.

Det er ikke altid nemt at opdrage, det ved alle forældre vel.

Det nemmeste her i juletiden ville være, hvis man bare hoppede med på forbrugerbølgen og aldrig turde sige sine børn imod.

Herhjemme giver vi en lille gave, når der er advent, men ellers så er det kun juleaften, der er gaver til børnene.

De går ikke glip af noget.

Da vi ikke havde mange ting i mit barndomshjem var det ikke gaverne, jeg havde mest brug.

Det var nærheden og kærligheden, til os selv og hinanden. Og den lærer vi vores børn ved at være til stede og hjælpe dem ved at lade dem være der for andre.

Vi skal lade dem hjælpe. Lade dem give gaver. Og ikke drukne dem i gaver til dem selv.

Hvis jeg stressede rundt for at få købt kalendergaver, julegaver osv., ville jeg ikke have overskud til nærværet – og det tror jeg, mine børn ønsker sig allermest; Nærhed og (næste)kærlighed.

 

 

Bragt i Nordjyske, Synspunkt lørdag d.30.11.19.

 

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *