Vil du gerne vide, hvad du skal gøre for udsatte børn?

Hør med her. Som du kan høre her og læse i denne uges Hendes Verden, så ser Lisbet Zornig og jeg lidt forskelligt på det.
Der kan sagtens være nogen børn, der reagerer, som hun beskriver. Men alle mennesker er vidt forskellige og således også udsatte børn.
Jeg fortæller altid til mine foredrag, at man netop ikke må gå rundt og tro, at børn udviser specifikke karaktertræk. Gør man det, luller man sig ind i en tro om, at børn altid kan nås, hvis man bare kender specifikke træk og ved, hvad man skal gøre ud fra det.

Der er jo også (SFI) evidens for, at hver 6. barn i en dansk skoleklasse oplever vold hjemme. Men det er jo ikke hver 6. barn, vi opdager. De kommer ikke og siger til os, at de har det svært! De udviser ingen signaler! De/vi har lært at være den artige, så vi ikke opdages. Så vi ikke skal være illoyale overfor vores forældre.

For det er det, du er oppe imod!

Jeg bliver ked af det og direkte nervøs over den tendens med såkaldte færdige lister over signaler, udsatte børn skulle udvise. For det gør, at de stille børn igen og endnu mere bliver glemt.
Derfor arbejder jeg for og med at styrke børn, så de kender deres rettigheder og ved, at fx vold aldrig er deres skyld.

Jeg har en landsdækkende gruppe med/for voksne mælkebøttebørn/udsatte og flere små rundt om i landet. Jeg har aldrig personligt mødt andre end nogen, der som jeg gik stille med det og var den særlige gode pige/dreng.

Men det handler ikke om andet end, at vi bare har hver vores oplevelse og opfattelse, da Zornig helt klart laver mange spændende og vigtige ting. Jeg har bare ikke haft samme opvækst som hun – trods nogle lighedpunkter.

For mig var/er det en blanding af arv og miljø. Ingen så mig i den tidlige barndom, hvor det var sværrest. Der var det, min vilje og troen på noget højere/noget bedre, der hjalp mig.

 

Artiklen kan du finde her. 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *