Er det ok at give nogen midterfingeren, når nu jeg har gigt?

I Aalborg Kommune går der mange dygtige gartnere rundt og sørger for, at vi kan bo og leve i dejlige omgivelser.

Det ville jeg gerne kvittere for den anden dag. Men det gik så gruelig galt, at jeg hellere må sende en beklagelse afsted til den fremmede kommunalt ansatte.

Jeg kom simpelthen til at give ham midterfingeren, fordi jeg har gigt. Ja, det lyder som en dårlig undskyldning. Men den er altså god nok.

Det kom jeg nemlig til, da jeg susede forbi den dygtige gartner, der holder vores beplantninger så flotte her i rundkørslen ind til Vodskov, hvor vi bor. Jeg har ofte tænkt på, at en dag måtte jeg simpelthen få sendt en ros afsted.

Kære gartner, der kørte du så rundt og slog græs midt ude i beplantningen. Jeg kiggede mig godt rundt. Ingen biler i nærheden, så jeg kørte så langsom og tæt op imod dig, som jeg kunne.

Jeg ville lige stikke hånden ud af bilruden for at give dig tommel op. Eneste ledige hånd var venstre. Jeg havde ikke lige kalkuleret med, at gigtfingrene på den hånd ikke er så brugbare.

Så midterfingeren røg op i stedet for.

Du så ikke så ikke så glad ud i bakspejlet. Så jeg tænker, at min gode intention ikke fremstod helt klart.

Så kære gartner, galningen i den store handicapbus var ikke ude på at svine dig til. Men ville faktisk bare sende ros afsted. Jeg håber, du modtager min dybeste beklagelse.

Fortsæt det gode arbejde. Jeg kan love dig, at vi i Vodskov er meget rare og taknemmelige over dit og dine kollegaers job her.

Udgivet d.3.7.18. Nordjyske og Vodskov Avis

Link til PDF

Af Tina M.-L. Campbell, foredragsholder, Vodskov

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *