Det, vi kaster lys på, er det, vi ser

Nu er det Valentinsdag, og for lidt over en måned siden var der Thanksgiving i USA. Disse to højtider sætter fokus på to vigtige ting, nemlig kærlighed og taknemlighed. Og lige disse to fokusområder er der mange danskere, der glemmer i hverdagen. Det er to værdier, jeg forsøger at give min mand og mine børn, og ikke mindst mig selv

Kender du det lille, magiske ord? Det er på tre bogstaver. Det er meget nemt at skrive, endnu nemmere at sige. Ordet er: TAK! Det er ren magi! Ikke nok med, at du gør modtageren glad ved at sige tak, men du bliver også fyldt med taknemlighed selv. Når man er taknemlig bliver det nemmere at få øje på de små ting i livet. Og hold fast, der er mange fantastiske, små ting i livet. Men det er så nemt at overse dem, når man ikke bruger tid på at dyrke værdien bag, nemlig taknemligheden.

Kærligheden har det på samme måde. ”Jeg elsker dig” virker performativt – og med det mener jeg, at man elsker, idet man siger det til sin elskede. Prøv selv at sige; ”jeg elsker dig”, mens du er lige ved at skændes med din elskede. Det er svært at boble over af had og foragt så!

Jeg har to små børn, en mand, der har sine udfordringer, og mit handicap, der tager meget tid. Jeg har gigt, og derfor har vi hjælpere i vores hjem til at hjælpe med diverse praktiske ting. Det er nemt at glemme kærligheden og taknemligheden, når alt rundt om er kaos, børnene råber, jeg har ondt eller min mand er forvirret. Min barndom var hård med vold, alkohol og overgreb, så nogle gange kan alt godt se mørkt ud for mig. Men lige netop her er kærlighed og taknemlighed to værdier, vi dyrker meget herhjemme, og de er hele grunden til, vi alle har det godt – på trods af de udfordringer, vi har.

Engelsk gentleman forstår ikke danskernes modvilje mod ”tak”
Når jeg siger, at danskerne ikke er lige gode til at sige tak, så tror jeg ikke det er fordi, vi er utaknemlige. Jeg tror bare ikke, vi lægger mærke til de ting, folk gør af høflighed, fordi vi har travlt med så meget andet. Det er en del af vores kultur.

Jeg kommer med et eksempel: Min mand er skotte, og han er meget gentlemandsagtig. Han holder døren og siger godmorgen, hvordan går det, og så videre. Da jeg mødte ham syntes jeg, det var svært, at han gjorde så mange ting for mig!

Når han åbnede døren, så kunne jeg ikke sige tak, fordi jeg troede, han ikke vidste, at jeg godt kan åbne døre selv. Han skulle ikke tro, at jeg ikke kunne noget.

Måske er det derfor man ikke takker – man vil ikke tabe ansigt. Hvis man takker så giver man udtryk for, at man havde brug for den hjælp. Og vi er stolte i Danmark! Vi har ikke brug for hjælp til en dyt. I dag ser jeg, at et tak her og der ikke skader ens stolthed, snarere tværtimod – den hjælper ens taknemlighed. Ikke en underdanig form for taknemlighed, hvor man tænker, ”jeg har ikke fortjent den hjælp”, men en oprigtig og sund taknemlighed.

Sund kærlighed og sund taknemlighed

Kan du nemt elske og takke din partner, din familie og dine venner, men ikke elske og takke dig selv? Så kan du nemt ryge ind i en spiral med usund og underdanig taknemlighed og kærlighed – den, hvor man ikke føler, ikke ved, at man er noget værd. At man har fortjent det.
Når man som jeg er handicappet og derudover også har haft en svær barndom med vold, druk og overgreb og mobning er det nemt at falde i den underdanige taknemlighed. Man skal aldrig sige tak for, at nogen elsker en!

Det har taget mig mange år at lære. Men nu står der på mit spejl, ”I am the strongest force in the universe” – jeg er den allerstærkeste i mit univers. Og vil jeg ændre noget, så kan jeg det! Om ikke andet kan jeg ændre mit fokus, så i stedet for at være negativ, ked af det, sur eller lignende, så kan jeg vælge at tænke på de ting, jeg er taknemlige for. Prøv selv at tænke over, hvad du er taknemlig for lige nu. De fleste vil helt automatisk blive i bedre humør, bare ved at få øje på de gode ting! I dag ved jeg, at jeg er værd at takke og elske. Og det vil jeg give videre til mine børn.

Da jeg mødte min mand følte jeg mig elsket og værdsat for den, jeg var. Det viste han på mange måder, for eksempel husker jeg tydeligt, da jeg hjemme hos mig selv læste til en 24-timers prøve, da jeg læste til Socialrådgiver. Det ringede på, og en stor buket blomster var udenfor døren med et lille kort, hvor der stod: ”Now you have had your break. Now, back to work!”. Den dag i dag viser han det stadig i små ting, fx når han varmer sengen op med et varmetæppe, inden jeg skal lægge mig. Jeg er så taknemlig for ham.

Mere taknemlighed og kærlighed i hverdagen

Hører du til en af dem, der synes, at Valentinsdag er amerikaniseret – og handler mere om forbrugerkultur end om kærlighed? Så flyt dit fokus! For hvis din partner og dig bare engang imellem tager en hel eller halv dag ud til bare jer, til kærestedag, til kysning og nusning og seen dybt i øjnene, så skaber du et tættere og mere kærlighedsfyldt bånd med din partner.

Det, man kaster lys på, er det, man ser. Herhjemme har vi en halv dag om ugen, hvor min mand og jeg har kærestetid. Det har vi brug for. Dels fordi min mand arbejder for mig, fordi jeg er handicappet, dels fordi vi har børn. Nogle gange skal vi bare lige have et par timer, hvor vi bare er os to, og hvor det bare handler om kærlighed og ikke så meget andet.

Vi dyrker også taknemligheden herhjemme. Nogle gange sidder vi i firkant rundt om middagsbordet inden vi skal spise og holder hinanden i hænderne. Så snakker vi om dagen, der er gået, og så skal børnene fortælle de bedste ting i dagen, der er gået. Vi kalder det for ”firkant” og når Neils datter er her, så har vi ”femkant”. Det er en taksigelsesmiddag. Måske har den ikke noget direkte med Thanksgiving at gøre, men essensen, nemlig at sige tak, er værd at holde ved!

Valentinsdag er vigtig, fordi vi skal dyrke kærligheden, og nogen har altså brug for en mærkedag til at dyrke det! Men lad ikke dagen gå op i gaver i stride strømme. Brug dagen på at huske hinanden – men ikke kun den dag. For kærlighed avler kærlighed. Hvis du dyrker kærligheden vildt meget i dag, så smitter den også af på andre dage. Derfor er mit råd til jer: Hold kærestedag hver måned! Eller endnu bedre – hver uge!

(Bragt i Nordjyske, d.29.1.18.)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *