Find Arbejdsglæden er en let og overskuelig håndbog for den, der forsøger at finde sin plads på arbejdsmarkedet på trods af udfordringer. Forfatterens eget liv som sygdomsramt og selvstændig coach tegner en erfaringsramme omkring bogens temaer.
Som læser bliver du guidet gennem tankeprocessen ved at være blevet en del af den arbejdsstyrke, der ikke lever op til normen. Fra den identitetskrise de fleste havner i, når ændringer i fx helbredet tvinger dig til at skulle tænke anderledes om dit fremtidige arbejdsliv. Gennem en gradvis bearbejdning af dit mindset via øvelser og tilretning af fokus på egne styrker. Forfatteren slår en fin sløjfe omkring fundet af arbejdsglæden ved at inddrage ledelsen.
Desuden er der et relevant kapitel om det at være forældre til et barn med udfordringer. Et helt igennem relevant emne at kigge nærmere på, da det ofte sker, at disse forældre kan blive nødt til at finde en alternativ vej gennem deres arbejdsliv. Stor ros for at se behovet for at få italesat den vinkel.
Bogen er let at tilgå, og selvom den fint kan læses kronologisk, har den også en værdi som opslagsbog. Især øvelserne giver dig som læser en mulighed for at lave små og overskuelige skridt i den retning, hvor arbejdsglæden findes. Den, der har kæmpet sig gennem systemet og nu er klar til at blive en del af arbejdsstyrken igen har brug for en bog som denne. I et letforståelig sprog forsøger den ikke at stopfodre dig med unødvendige informationer og udfordringer og det er netop det, man har brug for der, hvor man står i livet: Når man ikke er, som alle de andre.