Forestil dig, at du er piloten på dit eget privatfly. Du har indflydelse på kursen, farten, højden, destinationen, hvordan du bruger flyets ressourcer, vedligeholdelse og planlægning af flyvning.
Du har modsat ikke indflydelse på vejrforhold, luftstrømninger, askeskyer fra vulkaner, fugle og mange andre ting, der kan have indflydelse på turen. Alle disse udefrakommende faktorer er meget omskiftelige og kan gøre flyveturen nem, kompliceret eller ekstremt svær.
Uanset hvordan din livssituation ser ud er det dig, der har styringen i dit liv. Du er Piloten og har den overordnede kommando. Det er din opgave at tage styringen over tanker, ord, handlinger og vaner samt at kende dine egne styrker og svagheder, så du bedst muligt er rustet til de udfordringer, livet byder på.
Tag styringen over de ting, du har indflydelse på, og du vil stå stærkere, når livet sender askeskyer, lyn eller fugle i motoren din vej.