fbpx

Historien om Cecilie, der fik drømmejobbet efter kompetenceafklaring hos mig

Print Friendly, PDF & Email

Mød Cecilie. Cecilie var en ung kvinde, som var nervøs over sin manglende erfaring med
arbejdsmarkedet. Udover det havde hun nogle psykiske udfordringer, bl.a. en ADHD-diagnose. Det gjorde hende endnu mere usikker på at skulle ud på arbejdsmarkedet. For hvad kunne hun tilbyde en arbejdsgiver? En diagnose og et blankt CV. Hun vidste, at det ville være svært at erobre en jobsamtale med.

Derfor tilbød jeg hende at lave en kompetenceafklaring, hvor vi sammen kunne finde frem til hendes stærke sider – både fagligt og personligt. Hun havde nemlig svært ved selv at få øje på de ting, hun specifikt kunne tilbyde en arbejdsgiver. Det skulle få hende til at se, hvilke unikke kompetencer hun allerede besad.

Én af hendes udfordringer var, at hun havde tendens til, at alt skulle være delt op og organiseret ned til mindste detalje. Det vil sige, at hendes tanke- og handlemønstre bar præg af struktur og overblik, hvor hun altid var organisatorisk i sin tilgang. Selvom Cecilie umiddelbart så denne kompetence som negativ, spurgte jeg alligevel ind til, hvordan den kunne bruges aktivt til at byde ind på arbejdsmarkedet.

Hurtigt fik vi sammen situationen vendt til hendes fordel. I og med at hun ønskede at søge job i lager- og logistikbranchen, kunne der være en stor fordel i at kunne agere organisatorisk. Samtidig var hun fysisk stærk (stærkere end sin egen far, jokede hun med undervejs), hun havde en god humor og et gåpåmod som bare pokker. Alt sammen ting, som hun kunne fremhæve over for en potentiel arbejdsgiver. Hun kunne bare ikke selv se det, før vi fik snakken.

Kompetenceafklaringen bar hurtigt frugt, og Cecilie blev kaldt til samtale. Her rådede jeg hende til at spille aktivt på, at hun var en pige med et glimt i øjet og bruge sin ADHD-diagnose til at skille sig ud fra de andre ansøgere.

Efter samtalen blev jeg mødt af en ovenud glad Cecilie. Hun havde fulgt mit råd og rent ud sagt: ”I skal vælge mig, fordi jeg har ADHD. I kan ikke finde nogen bedre til lagerjobbet. Prøv lige at forestil jer det: At få en ADHD’er til at sortere alting i kasser!”, efterfulgt af et hjerteligt grin fra både Cecilie og ledelsen. På den gode måde. Cecilie fik nemlig jobbet, fordi hun turde vende sine svagheder til styrker, og samtidig indså hun, at hun havde virkelig mange gode ting at fremhæve over for sin potentielle arbejdsgiver.

Hendes handicap blev en kompetence på vejen til drømmejobbet. Og det kan også ske for dig!

Cecilie Lützhøft - ny på arbejdsmarkedet i et STU lærlingeforløb
Scroll to Top