fbpx

Det du lyser på, er det du ser

Print Friendly, PDF & Email

Du kender måske begrebet Law of Attraction, der er defineret som troen på, at positive følelser og tanker skaber positive oplevelser i livet.

 
Du tiltrækker alt det, du giver opmærksomhed i dit liv. Men du opnår kun de resultater, du ønsker og giver opmærksomhed, hvis du også lader det ske. Du skal gribe muligheden, når du har tiltrukket den.
 
Mine øvelser og teorien bag i mine publikationer og online arbejdslystkurser er stærkt inspireret af Law of Attraction. Jeg fokuserer på at have masser af nemme råd, som alle kan bruge i sin hverdag og arbejdsliv.
 
Den viden har jeg omsat lettilgængelig med håndgribelige øvelser for alle. Det bliver ikke for teoretisk eller spirituelt.
 
 

Vil du prøve det af? Det, du lyser på kan du få til at ske. 

 

Forestil dig dette: Du sidder i et mørkt værelse med en lommelygte. Foran dig lægger en masse ord: Kærlighed, stress, glæde, tristhed og lignende. Du tænder lommelygten. Lyskeglen lander på kærlighed. Din hjerne begynder helt automatisk at fylde dig op med tanker og følelser, der har med kærlighed at gøre. Det betyder, at du snyder din hjerne. Den kommer til at sende lykkehormoner ud, bare ved at du har valgt at lyse på ”kærlighed”. Men sådan virker det også modsat – vender du lommelygten hen mod ”tristhed”, så associerer din hjerne ret hurtigt med det, du synes, der er trist i din situation lige nu, og i alt det triste, der er sket i dit liv.

At skifte fokus er en træning.

Det kommer ikke lige pludseligt. Og det betyder heller ikke, at man skal lukke ned for negative følelser. Der skal være plads til vrede, tristhed og alle de følelser, der hører med til at være menneske. I dette afsnit vil jeg blot minde om, at der er gode ting i alle situationer – og at du skal træne din hjerne i at se det.

Tænk på det sådan her: Et liv i balance betyder ikke, at du skal være glad hele tiden. Hvis du forstiller dit liv som en vægtstang, og du kun putter vægt på plussiden med glæde, kærlighed og lignende, så er vægtstangen skæv – ude af balance. For mange af os kommer der helt automatisk masser af vægt på minussiden, når vi ikke er glade for vores arbejdsliv. Vi bliver triste, frustrerede og føler os magtesløse eller bliver i tvivl om vores værd. Derfor vil jeg gerne, at du lærer at tænke balance – lærer at skifte fokus.

Øvelser

Herunder er en række øvelser.

Dagens fokus

Om morgenen skriver du ned eller siger højt til din partner tre ting, du gerne vil have, der skal ske i løbet af dagen, eller som du gerne vil have fokus på.

Det kan være noget konkret – jeg vil gerne rose mig selv! Eller det kan være en følelse – jeg vil have fokus på glæde. Du må IKKE lave en to-do liste – det skal IKKE handle om praktiske gøremål, der skal gøres. Det skal være positive ting, som du ser frem til, noget, der gør, at din morgen starter på den bedst mulige måde.

Det er ikke så skidt …

En lidt sjov øvelse, som jeg vil anbefale dig at lave med en partner eller veninde eller lignende, er en lidt sjov leg, jeg har valgt at kalde: ”der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget”. Og den leg giver lidt sig selv! Man udfordrer hinanden i at finde gode ting i alle scenarier. Et eksempel: Dækket på cyklen er fladt – men der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, så nu fik jeg muligheden for at gå OG give cykelsmeden noget at lave, så jeg kunne bidrage til hans løn og samfundet!

Okay, jeg håber, du forstår humoren i det – det handler altså om, at de ting, der sker for dig, kan være vildt øv, når de sker – men der skal nok være noget positivt at finde. Og måske bliver svarerne en anelse søgte, men det er jo kun med til at være sjovt. Og at grine er noget af det bedste, du kan gøre!

Mine rutiner

Mange af de rutiner, jeg har, har jeg brugt det meste af mit liv at finde frem til – eller tilbage til. For jeg tror, at de fleste kan genkende følelsen af, at man et eller andet sted godt ved, hvad der er bedst for én selv, men så glemmer man det igen, og så skal man lige finde tilbage til de gode vaner. Her vil jeg fortælle om de ting, jeg gør hver dag, for at du kan få inspiration til dine egne rutiner – så du får fokus på lyset, glæden og kærligheden.

Det første, jeg gør om morgenen, er at indstille mit sind på, at i dag skal være en god dag. Nogle gange nævner jeg tre ting, jeg gerne vil have fokus på. Det kommer meget af sig selv – jeg fokuserer altid på kærlighed. Jeg har forberedt en playliste på youtube, og det betyder, at jeg bare skal trykke på play, og så er det de samme sange, der kører hver morgen, og som passer med, at jeg kan gøre mig klar. Det er helt struktureret efter mit flow.

For eksempel: Når jeg går ud på badeværelset, passer det med min 5 minutters chakrameditation. Det betyder, at jeg først tænker på dem jeg elsker rigtig meget – og så tænker på, hvor meget jeg elsker dem, og mediterer over den følelse. Derefter tænker jeg på at sprede den kærlighed til alle i hele byen, jeg bor i, hele landsdelen, hele Danmark og sidst hele verden. Det giver mig så meget glæde! Og så fortsætter mine morgenrutiner.

Hvorfor gør jeg det? De samme ting hver dag, meditation og musik? For at tiltrække en smertefri hverdag, glæde og kærlighed – for bedre at kunne give glæde, kærlighed og lys for andre. Det er en dejlig måde at starte dagen på. For det du lyser på, er det du får.

Jeg arbejder hårdt for at mit liv skal være fyldt med kærlighed til alle omkring mig og til mig selv.

Fordi sundhed og glæde går hånd i hånd!

Scroll to Top