Hvor blev medmenneskeligheden af?
Jeg har efterhånden svært ved at følge med. Ikke i verdens kriser, selv om der er rigeligt af dem, men i vores tilsyneladende uudtømmelige behov for at skælde hinanden ud. På sociale medier er der altid nogen, der skal stå skoleret. En politiker, en journalist, en leder eller et menneske, der har sagt eller gjort noget forkert. Og før vi får set os om, er kritikken blevet til en folkedomstol.
Misforstå mig ikke. Jeg mener bestemt, vi skal sige fra, når magthavere svigter, når medier overskrider etiske grænser, eller når myndigheder glemmer mennesket bag en sag. Det gør jeg også selv. Men jeg spekulerer på, hvornår vi begyndte at tro, at det at have ret giver os ret til at være hensynsløse.
Hvem kan række hånden op?
Jeg har gennem årene set fremtrædende mediefolk gøre sig lystige over politikere og andre offentlige personer. Udseende og personlighed bliver nemt en del af underholdningen, også når det egentlig er handlinger og beslutninger, der fortjener kritik. Og når mennesker i mediebranchen så selv kommer under beskydning for deres dømmekraft, kan tonen blive lige så ubarmhjertig.
Det er tankevækkende. Ikke fordi kritikken skal forstumme, eller fordi alle sager er ens. Men fordi vi igen og igen kræver anstændighed af andre, samtidig med at vi selv tager særdeles let på den.
Hvem har aldrig begået en fejl? Aldrig sagt noget dumt, såret nogen eller truffet en beslutning, man siden har fortrudt? Ræk hånden op. Min hånd bliver nede. Det betyder ikke, at alvorlige fejl skal bortforklares. Det betyder, at vi kan kræve ansvar uden at gøre et menneskes ydmygelse til en fælles fritidsinteresse.
Når flokken løber
Jeg tænker på lemmingeffekten, når jeg læser kommentarfelter. Ikke fordi lemminger faktisk løber blindt ud over skrænter; det er en sejlivet myte. Men billedet af en flok, der følger efter, uden at nogen stopper op, er svært at slippe. Én skriver noget nedladende. Den næste overgår det. Snart må man nærmest råbe højere end de andre for at blive hørt.
Hvor er den, der tør sige: »Venner, nu er vi vist på glatis. Hvad er det egentlig, vi prøver at opnå?«
Vi vil lære vores børn, at de skal sige fra over for mobning. Vi fortæller dem, at ord gør ondt, og at man ikke skal grine med, når nogen bliver gjort til grin. Men hvad ser de, når voksne sidder trygt bag skærmene og håner mennesker, de aldrig har mødt? Hvis vi bekæmper andres mangel på empati med vores egen mangel på empati, hvad har vi så lært dem?
Ansvar er ikke det samme som hævn
Jeg kender selv frustrationen over beslutninger, der virker helt ude af trit med virkeligheden. I sager om hjælpemidler og handicap kan et valg truffet på et kontor få vidtrækkende konsekvenser for et menneskes hverdag, frihed og tryghed. Jeg har ofte spurgt mig selv, hvordan nogen kunne synes, at en bestemt løsning var rimelig.
Men store beslutninger kommer sjældent ud af ingenting. Der er ledere, medarbejdere, regler, budgetter, kulturer og måske en hel kæde af mennesker, der hver især tror, at de gør det rigtige. Nogle har måske advaret undervejs. Andre har lukket øjnene. Og nogen har et ansvar, de må stå ved. Det skal undersøges ordentligt, ikke gættes frem i et kommentarfelt.
Jeg ønsker ikke, at nogen skal slippe for kritik. Jeg ønsker, at kritikken skal føre et sted hen. Hvem blev skadet? Hvem traf beslutningen? Hvor svigtede dømmekraften? Hvordan hjælper vi de berørte, og hvad skal ændres, så det ikke gentager sig? Det er spørgsmål, der kan skabe forbedringer. Endnu et øgenavn kan sjældent det samme.
Vi lever i en tid med krig, utryghed, ensomhed og mennesker, der kæmper for at få livet til at hænge sammen. Derfor kan det virke næsten absurd, hvor mange kræfter vi bruger på at nedgøre hinanden. Og dog er det ikke nogen lille sag. For når vi vænner os til at behandle andre som figurer, vi frit kan trampe på, mister vi lidt af den medmenneskelighed, som skal bære os igennem de store kriser.
Jeg tror, vi har brug for flere, der tør bryde flokken. Ikke ved at tie stille om uretfærdighed, men ved at stille det næste, konstruktive spørgsmål. Ved at kræve forklaringer og forbedringer frem for offentlig afstraffelse. Ved at huske, at et menneske er mere end sin værste beslutning.
Vi må gerne være vrede. Vi må gerne være skarpe. Men vi skal kunne se os selv i øjnene bagefter. For hvis vi forlanger ordentlighed af andre, må vi også øve os i den, når det er allersværest: når vi selv synes, at vi har fuldstændig ret.
Hvor blev medmenneskeligheden af? Måske skal vi begynde med at lede efter den hos os selv.
Faktaboks om Tina M.-L. Campbell:
Tina M.-L. Campbell (f. 1972) er forfatter, tidligere foredragsholder og indehaver af Campbell.dk. Hun arbejder med social bæredygtighed, arbejdsglæde og inklusion – med afsæt i både faglig viden og egne livserfaringer.
Gennem sine bøger, nyhedsbreve og artikler deler hun ærlige refleksioner og konkrete redskaber, der hjælper mennesker med at finde retning, styrke og livsglæde – også når livet slår knuder.
Med en baggrund som karrierevejleder og coach har hun særligt fokus på at skabe et arbejdsliv med plads til hele mennesket 💛
