Tina Campbell har skrevet en sjælden og smuk bog om arbejdsglæde.
Der findes utallige bøger om emnet i selvhjælpsgenren, som bogen definerer sig som. Men denne er anderledes:
Bogen tager nemlig udgangspunkt i mennesker, der har oplevet bump på livets vej. Den tager med andre ord udgangspunkt i, at trivsel og arbejdsglæde er noget, man kan opnå på trods af livets tilskikkelser, ikke på grund af dem. Og dermed placerer den sig som en meget ærlig og oprigtig bog, fordi dens afsæt netop ikke er illusionen om, at mennesker har uendelige ressourcer, men at det måske tværtimod er i kraft af vores begrænsninger, meningen med (arbejds)livet kan findes.
Som så mange andre lignende bøger, består også denne af øvelser og refleksioner om arbejdsglæde. Men det særlige her er, at bogens tekst er tæt knyttet til forfatterens egen historie. – En historie, der handler om, hvordan hun trods svigt i barndommen, livstruende sygdom og et liv med omfattende leddegigt insisterer på at stræbe efter et liv, hvor hun selv trives og er med til at bringe trivsel til andre.
Og det, der netop står tilbage efter endt læsning, er mødet med forfatteren selv. Campbell foregiver ikke, at hun har fundet alle svarene. Men hun viser, at hun ved stædigt at blive ved med at søge efter lys og mening i tilværelsen til stadighed øver sig i at skabe et godt liv for sig selv og andre. Det kan man ikke andet end blive inspireret af.
Campbell skriver godt og er tydeligvis velbevandret i feltet. Hun refererer til teorier og bruger en række visdomscitater til inspiration.
Bogen er ikke nogen teoritung bog. Det er både dens styrke og dens svaghed. Måske havde det styrket bogens pointer, hvis den præsenterede mere af den forskning, der findes på området. Eller hvis den i højere grad reflekterede over sin egen position i feltet – sit teoretiske ståsted. Modsat er der rigeligt af den type litteratur andre steder, og bogens egentlige ærinde er noget andet, nemlig at fortælle en personlig historie og lade den blive til almen inspiration.
Det lykkes bogen godt med. Den personlige fortælling bliver ikke banal eller privat, men styrker bogens pointer og dens relevans. Enkelte steder kunne dens fokus måske skærpes, fx i kapitlet om børn, men det ændrer ikke ved den samlede oplevelse af en læseværdig og vigtig bog, som kan give inspiration både for den, der står på kanten af arbejdslivet, for den, der gerne vil forstå sin kollega bedre – og i særdeleshed for den leder, der gerne vil skabe en rummelig arbejdsplads.