Julen er ikke hjerternes fest for alle

Julen bliver ofte omtalt som hjerternes fest.

Det er tiden på året, hvor familier samles, lysene tændes, og der spredes varme og glæde. Men desværre er virkeligheden for mange mennesker langt fra dette idylliske billede. Mange oplever desværre ensomhed i julen.

De ensomme oplever mere ensomhed i julen

For mange er julen lig med samvær og kærlighed. Men for de mennesker, der allerede føler sig ensomme i deres hverdag, forstærkes ensomhed i julen ofte. Det er, som om den konstante påmindelse om, at julen er en tid for fællesskab, gør ensomheden endnu mere intens. Ensomhed er en grundlæggende følelse, der kan være lige så smertefuld som fysisk smerte.

Mange mennesker føler ensomhed i julen, ikke nødvendigvis fordi de er alene, men fordi de mangler de tætte relationer, som andre tager for givet. Selvom man kan være omgivet af mennesker, kan følelsen af isolation stadig fylde meget. I julen forstærkes disse følelser ofte, fordi højtiden i så høj grad handler om at være sammen med dem, man elsker. Men hvad gør man, hvis man ikke har nogen at være sammen med?

Jeg husker særligt én jul, hvor min mand og jeg stod mellem naboernes huse, midt i den frostklare nat, og kunne høre lyden af latter og varme familiejuler, der fyldte luften omkring os. Det var, som om vi stod udenfor og kiggede ind i et rum fyldt med lys og glæde – et rum, vi aldrig var blevet inviteret ind i.

Den lille pige med svovlstikkerne

Jeg tænkte på Den lille pige med svovlstikkerne, der trykkede næsen mod ruden og drømte om at mærke varmen. Jeg blev pinlig berørt over at tænkte den tanke. For jeg havde et godt hus og en skøn mand. – Jeg manglede bare min familie så meget, at jeg blev overmandet af tristhed.

Det stik i hjertet, jeg følte dengang, kan stadig mærkes, især når jeg tænker på min egen familie, som jeg ikke længere har kontakt med.

Ved juletid dukker minderne op – jeg husker hver eneste detalje fra tidligere juleaftener: hvem der plejede at gøre hvad, og hvordan vi samledes. Minderne er både en trøst og en smerte, fordi de minder mig om alt det, der var, og alt det, der ikke længere er.

Jeg har ikke kontakt med min egen familie, og min svigerfamilie bor i England. På grund af mit helbred kan jeg ikke rejse derover, og det har gjort julen til en tid, hvor jeg måtte finde nye måder at skabe fællesskab på. Derfor har min mand og jeg skabt tætte vennerelationer, som fungerer som vores familie. Det har lært mig, at familie ikke altid handler om blodsbånd – det handler om de mennesker, der vælger at stå ved ens side, og som man selv åbner sit hjerte for.

Følelsen af at være fortabt og uden et anker kan være overvældende i denne tid. De, der står uden familie eller har brudte relationer, oplever måske, at de er ude af takt med resten af samfundet, der synes at svælge i den familieorienterede stemning.

Jeg har hørt historier om mennesker, der tilbringer juledagene alene, mens de forsøger at fortrænge følelsen af at ‘burde’ være et andet sted. Denne følelse af at være ekskluderet fra noget, som de fleste andre tager for givet, kan være en enorm belastning. Det er som at stå udenfor og kigge ind i et rum fyldt med varme. Et rum man aldrig selv bliver inviteret ind i. Hvem kender du, der sidder alene i julen? Dit eget humør løftes også ved at vise den ensomme en kærlig tanke.

Kronikken var bragt i Nordjyske d. 25.12.24.

Julen er ikke hjerternes fest for alle kronik Nordjyske forfatterinfo - om ensomhed i julen
Julen er ikke hjerternes fest for alle kronik Nordjyske Helside - om ensomhed i julen

De syge bliver mere syge

Når man i forvejen lever med smerte eller mentale udfordringer, kan presset fra julens forventninger om lykke og samvær forværre situationen. De, der er syge, har ikke nødvendigvis den luksus at kunne deltage i julens hektiske aktiviteter. For mange handler det om at overleve dagen med mindst mulig smerte eller psykisk stress. Fortæl dine pårørende, hvis det er sådan, du har det. De vil gerne hjælpe, men ved måske ikke hvordan. Fortæl hvad du kan holde til. Vis hvad du kan hjælpe med og forklar, hvor du kommer til kort.

Mennesker med psykiske udfordringer oplever ofte en forstærket følelse af isolation i højtiderne. Den kollektive forventning om glæde og overskud kan i højiderne være altoverskyggende. Der kan opstå en følelse af skyld eller skam over ikke at kunne deltage på lige fod med andre. Mange føler, at de “burde” være lykkelige og energiske i julen, men når kroppen eller sindet ikke følger med, kan det blive endnu en byrde, man skal bære i stilhed. Mentale kampe kan føles uoverkommelige i en tid med fokus på nærvær og glæde. Vis dine pårørende der har fysiske eller psykiske udfordringer, at det er okay at trække sig.

De stressede bliver mere stressede

Højtiden markedsføres som en tid til ro, men er for mange fyldt med pres om at præstere. Julestress er et velkendt fænomen, men for mennesker, der i forvejen balancerer på kanten af udbrændthed, kan højtiden være dråben, der får bægeret til at flyde over.

Jeg har oplevet stress og måttet lære at skrue ned for både blus og forventninger.  Jeg gør kun det, jeg kan, og accepterer, at det er mere end nok. Det råd vil jeg give videre: Skru ned for forventningerne, og gør julen til noget, du kan overskue, fremfor noget, du skal leve op til.

For mig betyder det blandt andet at dække bord flere dage før, købe julegaverne i november og melde ud, at det er helt fint at sidde i nattøj eller hyggetøj til julemiddagen. Jeg har lært, at det vigtigste ved julen er at skabe ro og glæde, ikke at imponere.

De fattige bliver fattigere

Gaver, mad og julearrangementer kan lægge et enormt pres på økonomien, især for dem, der i forvejen har svært ved at få enderne til at mødes. For de fattigste i samfundet kan julen føles som en tid, hvor uligheden bliver endnu mere tydelig. Mange må nøjes med det minimale, mens andre køber dyre gaver og holder store julemiddage.

Denne økonomiske ulighed forstærker følelsen af at stå udenfor. Når man ikke har råd til at give sine børn de gaver, de ønsker sig, eller til at deltage i de sociale begivenheder, som julen byder på, kan følelsen af skam og nederlag fylde meget. Julen bliver dermed en tid, hvor de fattige ikke bare føler sig økonomisk pressede, men også ekskluderede fra det fællesskab, som højtiden traditionelt set handler om.

At skabe en ægte hjerternes fest

Julen er en tid for glæde, men for mange er det langt fra virkeligheden. Samfundet har skabt en fortælling om julen som hjerternes fest, men denne fortælling inkluderer ikke dem, der står på sidelinjen. De kan ikke deltage på samme præmisser og oplever måske stor ensomhed i julen.

Vi har brug for en større dialog om de udfordringer, som mange mennesker står overfor i julen. Det handler ikke om at fjerne julens glæde, men om at skabe en bevidsthed om, at vi alle bærer på forskellige byrder. Når vi begynder at se de mennesker, der føler sig overset i denne tid og anerkender ensomhed i julen som en reel problematik, kan vi skabe et samfund, hvor der er plads til alle.

Julens sande magi ligger i de små handlinger, der skaber forbindelser. En venlig gestus, en oprigtig samtale eller en invitation kan betyde mere, end vi måske forstår. Når vi ser og møder dem, der har det svært, kan julens budskab om næstekærlighed udfolde sig.

Julen er ikke kun for dem med fællesskab, men en chance for at invitere andre ind. Når vi ser ud over vores egne cirkler og inkluderer dem, der måske føler ensomhed i julen, kan vi være med til at skabe en jul, der gør en forskel.

Julens essens handler ikke om gaver eller pynt, men om nærvær, empati og at mødes som mennesker.

Tina står på trappe - Stå stærkere

Faktaboks om Tina M.-L. Campbell:

Tina (f. 1972) er (Universal Futurist) fremtidsforsker, forfatter til flere bøger om selvudvikling og anerkendt foredragsholder. I dag driver hun kursus- og foredragsvirksomheden Campbell.dk. Hun bruger sin karrierevejleder- og coachbaggrund til at give konkrete redskaber til, hvordan man rejser sig og tager ansvar for egen trivsel og glæde. Siden 1999 har hun haft et team af handicaphjælpere og bruger sin arbejdslederbaggrund inden for CSR-området. Hun har været optaget som ekspert på agentsiden YouAndX.com, hvorfra hun holdte futuristiske arbejdsglæde- og CSR-workshops.

Scroll to Top