Du er højst sandsynlig usikker i dit møde med mig – Et menneske med handicap
Forestil dig dette scenarie: Du ser mig komme trækkende med min hund, siddende i min elektriske kørestol. Jeg smiler venligt og siger „hej” – men du ser væk. Måske skynder du dig afsted, eller også bliver du stiv af nervøsitet og undgår øjenkontakt. Lyder det bekendt? Hvis ja, så er du ikke alene. Faktisk er du en del af flertallet, som er i tvivl om hvordan de skal begå sig omkring personer med handicap.
En ny undersøgelse fra Analyse Danmark for Danske Handicaporganisationer (DH) viser, at hele 8 ud af 10 danskere føler sig usikre på, hvordan de skal omgås mennesker med handicap. Denne usikkerhed manifesterer sig ofte i små, men mærkbare handlinger – eller mangel på samme. Et undvigende blik, en kort bemærkning eller endda en stilhed, der fylder rummet. Og det må jeg indrømme, at jeg mærker – helt ind i kernen af min eksistens.
Den tavse afstand
Jeg har tit spekuleret over, hvorfor nogen mennesker trækker sig, når de møder mig. Hvorfor hilser de ikke, når jeg smiler venligt? Hvorfor vender de sig om, når jeg triller hen imod dem for at stille et simpelt spørgsmål? Og hvorfor er det ofte kun mig, der spørger ind til andres liv og virke i en samtale, uden at der kommer noget retur? Det kan føles som om, jeg bliver usynlig – eller måske endda uønsket.
Men noget ændrer sig, når jeg er hjemme i min lille by. Her er oplevelsen en helt anden. Folk hilser på mig, vil følges med mig, vi udveksler små bemærkninger og de møder mig med en varme og åbenhed, der næsten er overvældende. Hvad er det, der gør forskellen? Er det fordi, de ved, hvem jeg er – forfatteren, foredragsholderen og den lokale, der engagerer sig i byens liv? Eller er det ganske enkelt fordi, de er vant til at se mig i gadebilledet og har normaliseret min tilstedeværelse?
Jeg tror, det handler om tryghed. Det, vi kender, virker ikke længere så skræmmende. Og netop her tror jeg, vi finder nøglen til den udbredte usikkerhed over for mennesker med handicap. For mange er det en ukendt verden, som de er bange for at navigere i. Spørgsmålene hober sig op: Hvordan taler man til en, der sidder i kørestol? Hvad hvis jeg siger noget forkert? Skal jeg tilbyde min hjælp – eller risikerer jeg at fornærme vedkommende? Denne usikkerhed bliver en barriere, der skaber afstand, hvor der i stedet kunne være fællesskab.
Handicap er ikke et fællestræk
En af de største misforståelser, jeg ofte støder på, er, at mennesker med handicap bliver betragtet som en homogen gruppe – “de handicappede.” Som om vi alle har de samme behov, de samme følelser og de samme begrænsninger. Lad mig gøre det helt klart: Vi er ikke ens.
Jeg er Tina. Jeg er forfatter, futurist, karrierevejleder og foredragsholder. Jeg er fx også hustru, mor, husejer og hundeejer. Og ja, jeg har et handicap, men det er kun én del af, hvem jeg er. At reducere nogen til deres handicap er ikke bare forkert; det er dehumaniserende. Det skaber en fortælling, hvor vi bliver defineret af, hvad vi ikke kan, frem for hvem vi er.
Hver eneste person med handicap har sin egen unikke historie, sine egne styrker og sine egne svagheder. Vi har drømme og mål, interesser og passioner, som ikke kan puttes i en fælles kasse. Derfor er det første skridt til at nedbryde usikkerheden at se mennesket bag handicappet.
Tre skridt til et bedre møde
Hvordan kan vi sammen gøre mødet mellem mennesker mere naturligt og respektfuldt? Det starter med små ændringer i vores måde at tænke og handle på.
Her er tre enkle råd, der kan gøre en stor forskel:
Sæt mennesket først:
Husk, at vi er mennesker med handicap – ikke “handicappede.” Når du vælger dine ord med omtanke og sætter mennesket først, signalerer du, at vi er meget mere end vores udfordringer. Det minder dig også om, at du kan tale med os om de samme ting, som du ville med alle andre. Vi har interesser, drømme og erfaringer, der går langt ud over vores handicap.Vær dig selv og vær ærlig:
Hvis du føler dig usikker, så sig det højt. Spørg mig, hvordan du bedst kan møde mig, eller hvad jeg foretrækker. Det er langt bedre at have en ærlig samtale end at lade usikkerheden føre til stilhed eller afstand. Men vær også opmærksom på, hvornår og hvordan du spørger ind til mit handicap. Hvis jeg taler passioneret om mit arbejde eller min familie og pludselig bliver afbrudt med spørgsmål om mit helbred, føler jeg mig reduceret til mit handicap. Det kan føles som om, du kun ser min udfordring og ikke hele mennesket bag.Tilbyd hjælp – men pres ikke på:
At tilbyde hjælp er fint, men spørg altid først, og respekter et nej. Det viser, at du anerkender vores selvstændighed og kompetencer. Husk også, at mange af os ofte klarer os helt fint selv. Et uopfordret tilbud om hjælp kan virke akavet, hvis det ikke er nødvendigt, og det kan skabe en situation, hvor vi føler os undervurderet.
En verden, der blomstrer
Forestil dig en verden, hvor mødet mellem mennesker ikke er præget af nervøsitet og usikkerhed, men af nysgerrighed og respekt. Hvor barriererne mellem os bliver brudt ned, og vi møder hinanden som ligeværdige. Det er en verden, jeg drømmer om – og det er en verden, vi kan skabe sammen.
Næste gang du møder en med handicap, så start med noget simpelt: et smil, et hej og en samtale. Du vil opdage, at vi ikke er så forskellige, som du måske troede. Og måske finder du ud af, at mødet ikke kun gør en forskel for mig, men også for dig.
Af Tina M.-L. Campbell, foredragsholder, Syrenvej 46, 9310 Vodskov
Faktaboks om Tina M.-L. Campbell:
Tina (f. 1972) er forfatter til flere bøger og anerkendt foredragsholder. Hun har firmaet Campbell.dk hvor hun bruger sin karrierevejleder- og coachbaggrund.
