Det lyder voldsomt, næsten paranoidt, når man siger det højt. Men for mange forældre med handicap er det ikke en dramatisk overskrift hentet fra en frygtelig nyhed. Det er en helt reel, gennemgående tanke, som sjældent bliver sagt højt.
Ingen har truet mig. Ingen har sagt ordene direkte til mig. Alligevel fulgte den tanke mig gennem mine graviditeter og langt ind i mine børns opvækst. Ikke fordi jeg selv tvivlede på min kærlighed til dem – den tvivl har jeg aldrig kendt – men fordi jeg var bange for, at andre ville tvivle på min evne til at være deres mor.
Den frygt opstår ikke ud af ingenting. Den vokser langsomt, i tusindvis af små møder med et samfund, der alt for ofte ser kørestolen før mennesket, diagnosen før forælderen og begrænsningerne før ressourcerne. Den vokser i ventesalen, i fagpersonens blik, i den venlige, men lidt for grundige fremmede, der spørger, om jeg “nu også kan klare det hele”. For når man lever med et synligt handicap, opdager man hurtigt, at nogle mennesker ikke først ser én som mor. De ser en kørestol. Forældre med handicap lærer hurtigt, at omgivelsernes blik kan være lige så belastende som de fysiske begrænsninger.
Jeg har levet med børneleddegigt, siden jeg selv var barn. Jeg lever med en række gigtsygdomme og kroniske smerter. Jeg bruger el-kørestol, har en hjælperordning, og jeg kunne ikke fysisk det samme som de fleste andre forældre. Jeg kunne ikke løbe efter en cykel, der vælter, eller bære et sovende barn op ad en trappe.
Men ingen af de ting fortæller noget som helst om min evne til at elske mine børn. Alligevel oplevede jeg igen og igen en understrøm af tvivl. Ikke min egen tvivl om, hvorvidt jeg elskede mine børn højt nok – den fandtes aldrig – men en frygt for, at andre tvivlede på mig. At de så mine begrænsninger, før de så mine ressourcer.
Den frygt fik engang et konkret ansigt.
En institution, som et af vores børn gik i, lavede en underretning om vores forældreevner. Det skete, selv om min mand og jeg havde et ganske andet billede af situationen og gennem længere tid selv havde været opsøgende i forhold til den støtte, vores barn havde brug for. Vi blev indkaldt til møder med forskellige fagpersoner. I institutionen ønskede man en meget tæt opfølgning, mens vi som forældre oplevede, at barnets udfordringer havde andre forklaringer end vores evne til at være forældre.
Senere kom barnet videre til et andet tilbud, hvor rammerne passede bedre. Her oplevede vi en markant positiv udvikling. Jeg havde selv bedt om hjælp på flere områder, længe før institutionen besluttede, at bekymringen skulle handle om vores forældreevne.
Kommunen kom på besøg.
De fjernede ikke mine børn. Underretningen førte ikke til, at mine børn blev taget fra os. Men frygten havde fået næring. Det er en frygt, mange forældre med handicap kender indefra. Den bliver sjældent sagt højt. Måske fordi man er bange for, at bare det at sætte ord på frygten vil få andre til at tænke: “Der må jo være noget om snakken.” Man tier, fordi tavsheden føles sikrere end mistanken. Derfor bliver den ved med at leve i det skjulte, hos den ene forælder efter den anden, som aldrig fortæller nogen, at de om natten har ligget og tænkt:
Hvad hvis de kommer og tager mine børn?
Vi lever i et samfund, der heldigvis har gjort meget for at sikre mennesker med handicap retten til familieliv. Der findes lovgivning, der beskytter os mod at blive frataget vores børn alene på baggrund af et handicap. Men kulturelt er vi langt fra i mål. For selv om mennesker med handicap har samme ret til familieliv som andre, lever forestillingen stadig om, at et handicap i sig selv gør én mindre egnet.
Det viser sig sjældent som direkte diskrimination. Ingen sagsbehandler siger: “Du kan ikke være mor, fordi du sidder i kørestol.” I stedet viser det sig i de forsigtige spørgsmål, der stilles med et smil, men med en alvor bagved. I den ekstra kontrol, som man aldrig helt kan sætte fingeren på, men som man mærker.
Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange jeg har følt et behov for at være en ekstra god mor. Ikke for mine børns skyld – de havde det, de skulle have – men for omverdenens skyld. For hvis noget haltede, var jeg bange for, at forklaringen hurtigt ville blive mit handicap og ikke det, det faktisk var: at være en helt almindelig, travl familie.
Den samme målestok bliver nok sjældent brugt over for forældre uden handicap. Men mennesker med handicap bliver ofte vurderet ud fra deres krop, længe før nogen interesserer sig for deres værdier, deres nærvær eller deres kærlighed.
Det er et paradoks.
For de fleste børn har ikke brug for perfekte forældre. De har brug for nærværende forældre. Mine børn er større i dag. Hvis nogen vil vide, hvordan det er at vokse op med en mor i kørestol, behøver de ikke længere kun spørge mig. De har deres egen historie om det. De har oplevet en mor, der ikke kunne løbe om kap på legepladsen. Men de har også oplevet en mor, som næsten altid var hjemme, som lyttede, som læste historier højt om aftenen, og som elskede dem ubetinget, hver eneste dag. Mit handicap har sat rammer for, hvordan jeg var mor. Det har aldrig sat grænser for, hvor meget jeg var mor. Det er en vigtig forskel. Måske den vigtigste af dem alle.
Desværre er vi mennesker ofte hurtige til at drage konklusioner ud fra det synlige. Vi tror, vi kender historien, når vi ser kørestolen, rollatoren eller hjælperen ved siden af. Men det synlige fortæller kun en meget lille del af et menneskes liv. Forældre med handicap skal ikke bevise deres forældreevne mere end andre forældre.
Det er måske derfor, jeg bliver ved med at skrive om det.
Fordomme trives i tavshed. De mister fodfæste, når vi tør stille spørgsmål med oprigtig nysgerrighed – og faktisk lytter til svaret. Vi lever i en tid, hvor debatter hurtigt bliver til fronter, og hvor mennesker reduceres til diagnoser. Men ethvert menneske er mere end det mest iøjnefaldende ved sig selv. Jeg er mere end min kørestol. Vi hylder mangfoldighed i festtaler, men bliver stadig overraskede, når et menneske med handicap ønsker sig et helt almindeligt familieliv. Det burde være omvendt.
Derfor håber jeg, at fremtidens forældre med handicap slipper for den tanke, der fulgte mig gennem så mange år. Ikke fordi myndighederne skal blive mindre grundige, når børn reelt mistrives – det bør de altid være. Men fordi et handicap aldrig i sig selv må skabe mistanke. Fordi et hjælpemiddel ikke er et tegn på manglende omsorg. Fordi en hjælperordning ikke gør et menneske mindre egnet til at være mor eller far. Vi skal naturligvis holde øje med børns trivsel. Det skylder vi ethvert barn. Og når et barn mistrives, skal vi reagere – uanset om forældrene går, halter eller kører. Men vi skal være sikre på, at vi reagerer på det, der faktisk sker. Ikke på det, vi forestiller os kan ske, fordi en mor sidder i kørestol. For der er forskel på omsorg og mistænkeliggørelse. Der er forskel på faglig opmærksomhed og fordomme forklædt som bekymring. Og der er forskel på at se et barn – og på at stirre sig blind på dets mors handicap.
Mine børn blev ikke taget fra mig.
De voksede op hos mig. Med min kørestol. Mine hjælpere. Mine smerter. Mine begrænsninger. Og med en mor, der elskede dem så højt, at hun i årevis frygtede, at andre ville se hendes krop og tro, at den fortalte noget om hendes kærlighed. Så nej. De kom aldrig og tog mine børn. Men måske er det på tide, at vi tager noget andet. Fordommene.
Af Tina M.-L. Campbell, forfatter, Syrenvej 46, 9310 Vodskov
Faktaboks om Tina M.-L. Campbell:
Tina M.-L. Campbell (f. 1972) er forfatter og indehaver af Campbell.dk. Hun skriver, har holdt foredrag og deler sine perspektiver på livet, arbejdslivet og det samfund, vi er en del af.
Med afsæt i både egne livserfaringer og sin faglige baggrund som karrierevejleder og coach arbejder Tina særligt med social bæredygtighed, inklusion og arbejdsglæde.
Gennem bøger, artikler og nyhedsbreve sætter hun ord på det, der ofte er svært at tale om – og udfordrer vores blik på mennesker, forskellighed og de muligheder, vi giver hinanden.
Tinas tilgang er personlig, ærlig og altid med et blik for, hvordan vi kan skabe mere glæde, trivsel og plads til hele mennesket. 💛🌼
