Kære mor
Tillykke med din fødselsdag i går. 75 år ville du være blevet?!
Det er altså lidt mærkeligt. Det er altid underligt, som tiden går hurtigt. Måske er det endnu mere underligt i vores forhold. For tiden gik jo nærmest i stå flere gange for os to.
Fx da du ikke længere ville have kontakt med mig, fordi jeg fik børn.
Eller efter dit vrede brev, da jeg begyndte at udgive min første bog. Den bog som du ellers selv havde velsignet, inden jeg havde lyst til at udgive den.
Længe har tiden været gået i stå. Længe har situationen været svær imellem os.
Men jeg tænker så ofte på dig.
Hele dagen i går sendte jeg dig særlige tanker.
Du ville, som jeg, være blevet både opstemt og rørt over det morgenmøde, jeg var til. Hele morgenen stod i socialøkonomiens tegn. Det glædede mig så meget at høre alle de tiltag, erhvervslivet gør for at få skæve eksistenser som fx os to ind på arbejdsmarkedet.
Os to der ikke kun har vores skævheder men i den grad også interesse for rummelighed og næstekærlighed tilfælles.
Os to der igen og igen tilfældigvis engagerede os i det samme humanitære arbejde uvilkårligt af hinanden.
Os to der begge forstod, at pennen er stærkere end raske ben.
Os to der var klar til at rejse os, trods invalide ben.
Os to der grinende, sagde til hinanden: ukrudt forgår ikke så let.
Fotograf: Mette Sejersen Abildgaard
Jeg var til kaffemøde i går med endnu et mælkebøttebarn, der er startet som selvstændig.
Jeg skaber fællesskaber, netværker og får gode relationer. Vi bruger hinanden. Vi spejler os i hinanden. Vi støtter os til hinanden, når livet bliver svært.
Hvor ville jeg gerne, at vi to forstod at støtte os til hinanden.
Hvor ville jeg gerne, at du kunne se den forskel, jeg prøver at gøre.
Hvor ville jeg gerne, at jeg kunne dele glæden over mine skriverier med dig.
Hvor ville jeg gerne, at du forstod den store kærlighed og loyalitet, jeg afsender mine ting i.
Hvor ville jeg gerne, at jeg kunne vise dig, jeg passer mine børn godt.
Hvor ville jeg gerne, at du kunne se, at min mand stadig er en god mand der hverken slår eller drikker. En mand fuld af rummelighed og næstekærlighed.
Det! Lige præcis det tænkte jeg, da jeg gik hjemad hånd i hånd med min Neil, mens solen gik ned.
Hvad kan jeg dog give dig tilbage til dit eftermæle?
Jeg kan i stor kærlighed og loyalitet her offentliggøre een af de mange skønne digte, du aldrig fik udgivet:
Arbejdsløs
du går her på
gaden
som du så ofte
har gjort
i den senere tid
hvor lang tid
ved du ikke
det er ligesom ligemeget
du går her bare
har ikke andet at
give dig til
sidde på værtshus
hele tiden
er ikke sagen
løser ingen
problemer
du er arbejdsløs m/k
går her fordi
dine 4 vægge
derhjemme
føles som et fængsel
der lukker sig
om din sjæl
herude på gaden
- til tider –
føler du et fængselsgitter
om dig
- usynligt –
et arbejdsløs-stempel
skråt over ryggen
føler
forbipasserende
opfatter dig
netop sådan
de fine forstadsfruer
i lange støvler og pelse
af lånte fjer
du kikker lidt vinduer
ser egentlig ikke hvad
der er bag
- tør næsen i jernet –
luften er endnu lidt kold
ser en repræsentant
skrå over gaden
til sin bil
ser han lidt hånligt over skulderen
i retningen af dig?
forfanden mand
smil til ham
din fremtid og andres
afhænger af ham
han har fingeren direkte på
samfundets pulsåre
ved når det går
op og ned
han – den velbjærgede –
vil altid tale
de svages sag
forbedre deres kår
så hav tillid
tillid til
at du får
de rettigheder
du har krav på
eller ……………………
/Lone Kathrine, 1981
Fotograf: Johnny Sort
