Kirkefællesskabet som livline i en svær tid
Da min mor og jeg flygtede til den anden ende af landet, var det som at træde ud af en livslang skygge og ind i et ukendt lys. Vi havde efterladt et liv fyldt med vold, kaos og frygt. Et liv, hvor vi var nødt til at skifte navne og finde hemmelig adresse for at holde os skjult for min far. Det var en voldsom overgang, hvor vi ikke kun mistede vores hjem og identitet, men også alt, hvad vi kendte til som vores daglige virkelighed. Vi skulle starte helt forfra. Midt i denne omvæltning blev kirkefællesskabet vores redning, vores nye fundament.
For min mor blev de forskellige kirker, hun blev budt velkommen i, en tryg havn i et oprørt hav. Der var en varme og en åbenhed, som vi ikke var vant til, og som gav os håb om, at livet kunne være anderledes. Kristne værdier om næstekærlighed, respekt og menneskelig værdighed blev en ny ramme for os – en ramme, som var himmelvidt forskellig fra det kaotiske liv, vi kom fra.
For mig, som et skræmt og uregerligt barn, var det svært at finde fodfæste i alt det nye. Jeg havde oplevet så meget uro og vold, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle reagere på faste rammer og respekt i min nye nu kristne skole. Men netop disse rammer blev min redning. Fællesskabet gav mig en stabilitet, jeg aldrig før havde kendt. Det var ikke blot et sted, vi gik til søndagsskole og gudstjeneste; det blev en del af min personlige udvikling. Gennem de faste rutiner og den uforbeholdne accept lærte jeg langsomt at stole på mennesker igen, at føle mig tryg og finde et ståsted i livet.
Med tiden voksede vores netværk. Vi fandt mennesker, som støttede os, både i medgang og modgang. Min mor fik nye venner, der inviterede hende ind i fællesskaber, hvor det ikke handlede om fortiden, men om at skabe en ny fremtid. Der var ikke kun tale om åndelige relationer, men også praktisk hjælp i hverdagen. Vi havde ikke længere følelsen af at stå alene.
Mange år senere blev jeg igen mindet om vigtigheden af kirkefællesskab. Da jeg sammen med min mand flyttede til en lille by, var det min svigerfar, der gav mig et vigtigt råd: “Søg kirkens muligheder.” Det råd kom på et tidspunkt, hvor vi følte os langt væk fra andre folks interesser. Vi var flyttet til et sted, hvor folk havde kendt hinanden i generationer, og deres liv cirklede om sport, rejser, fester og fællesskaber, som vi ikke kunne eller ønskede at være en del af. Vi følte os udenfor, forkerte og isolerede i en verden, hvor vi ikke kunne finde os selv.
Men vi fandt tilbage til det, der engang havde reddet min mor og jeg – et kirkeligt fællesskab. Her blev vi mødt med den samme varme og åbenhed, som jeg huskede fra min barndom. Her fandt vi mennesker, der værdsatte de samme værdier som os, og som ikke dømte os for vores anderledes baggrund. Vi blev mindet om, at fællesskab ikke kun handler om at dele samme interesser, men om at dele samme respekt for hinandens forskelligheder. Og det var netop i det fællesskab, at vi fandt ro og fornyet styrke.
Kirkefællesskabet har givet mig så meget mere end blot et sted at finde trøst og fred. Det har været en kilde til dybere menneskelige relationer, et netværk af støtte og opbakning, og en påmindelse om, at uanset hvor svær livet kan være, kan vi altid finde håb i fællesskabet med andre. Det er en livline, jeg er taknemmelig for at have grebet fat i – både dengang og nu.
Som barn havde jeg svært ved at forstå forskellen mellem kærlighed og vold. I det kaos, jeg levede i, var volden nærmest en konstant følgesvend. Jeg var ofte lettet, når min far slog mig, fordi det betød, at han midt i sin fuldskab i det mindste var opmærksom på, at jeg eksisterede. Slagene var forudsigelige, som om det var hans måde at kommunikere på. Som barn troede jeg, at jeg skulle gøre mig fortjent til hans opmærksomhed og kærlighed – også selvom det betød, at jeg blev straffet. Jeg vidste ikke bedre.
Jeg følte en enorm skyldfølelse. Skyld over at jeg tilsyneladende var årsagen til min fars vold. Jeg tænkte, at hvis jeg bare var mere lydig, mere stille, måske endda mere usynlig, så ville han ikke slå mig eller min mor. Det tog mange år at forstå, at det aldrig var min skyld. At ingen nogensinde fortjener tæsk – uanset hvad. Men dengang føltes det som min byrde at bære. Jeg kunne ikke se, at det var ham, der svigtede, og ikke mig. Mange år senere har jeg fundet ud af, at det er helt normalt at føle sådan. Derfor blev min livsmission for et par årtier siden at tage ud og holde foredrag, hvor jeg ofte bliver inviteret til netop at fortælle, hvordan man bevarer håbet, troen, kærligheden og respekten til sig selv og fra andre.
Da vi flygtede og kom ind i kirkefællesskabet, blev jeg langsomt præsenteret for en anden form for kærlighed – en, der ikke krævede, at jeg gjorde mig fortjent til den. Her blev jeg mødt med faste grænser og rutiner, som jeg først fandt fremmed og skræmmende, men som jeg senere forstod, var udtryk for omsorg og respekt. I stedet for at blive straffet for mine fejltrin, blev jeg mødt med forståelse og kærlig vejledning. Det tog mig tid at vænne mig til, at disse rammer faktisk var et tegn på kærlighed, og at man kan sætte grænser for andre uden at såre dem. Det var en uvurderlig lærdom, som ændrede mit syn på, hvad kærlighed egentlig er.
I kirken lærte jeg, at kærlighed ikke er noget, man skal gøre sig fortjent til. Det er noget, man får, fordi man er til. Den altomfavnende kærlighed, som jeg fandt i troen, viste mig, at jeg altid havde værdi. Jeg behøvede ikke længere føle mig skyldig for at blive set eller elsket. I stedet blev jeg mindet om, at jeg, uanset min fortid, altid var værdig til kærlighed – og at jeg aldrig nogensinde havde fortjent de slag, jeg fik som barn.
Det var en befrielse at indse, at kærlighed kan være ubetinget og grænsesættende på samme tid. Grænser, der bliver sat med kærlighed, beskytter os og viser os vores værdi, i modsætning til den vold, der kun bryder os ned. Alt det kan man lære fx i det kirkelige fællesskab.
Kronikken har har været bragt i Kristeligt Dagblad d. 11.10.24.
Af Tina M.-L. Campbell, foredragsholder, Syrenvej 46, Vodskov
Faktaboks om Tina M.-L. Campbell:
Jeg (f. 1972) er forfatter til flere bøger og anerkendt foredragsholder. Jeg har firmaet Campbell.dk hvor jeg bruger min karrierevejleder- og coachbaggrund.
