Næstekærlighed: “Jeg har altid drømt om at have en handicappet som accessory”
Det var sådan, hun sagde det.
Jeg kunne være hendes perfekte tilbehør.
Med et smil, der var mere velmenende end velovervejet. Med den slags lethed, man kun kan tillade sig, når man selv står solidt plantet i normen. Hun ville tage mig under sine vinger. Hun nikkede ivrigt, næsten begejstret, og sagde, at der var så meget, hun kunne lære mig.
Og så kom sætningen.
Den, der lagde sig i rummet som et klirrende smykke mod porcelæn.
“At have én handicappet ved min side – det er jo et fantastisk accessory. Det går perfekt til min Gucci-taske.”
Hun mente det ikke ondt.
Det gør de færreste.
Men i det øjeblik forstod jeg noget meget klart:
Hun så ikke et menneske.
Hun så en mulighed.
Hun så en fortælling, hun kunne tage på. Et signal, hun kunne sende. Et bevis på sin egen rummelighed. I det øjeblik stod det mig også klart, at hun ikke havde noget at lære mig. For det, hun tilbød, var ikke viden. Det var iscenesættelse.
For der findes en særlig form for relation, hvor den ene part ikke er et ligeværdigt møde, men en forlængelse af den andens identitet. Et bevis. Et signal. Noget, man kan vise frem og sige: Se, hvem jeg er. Se, hvor rummelig jeg er. Se, hvor god jeg er.
Og den rolle har jeg kendt hele mit liv.
Som barn, da en klassekammerat stolt rakte mig sin madpakke – ikke i stilhed, ikke i fortrolighed, men med en omhu, der sikrede, at alle så det. For jeg havde jo ikke selv ordentlig mad med hjemmefra.
Som dengang nogen inviterede mig med hjem og samtidig sørgede for, at hele skolegården vidste, at Tina blev taget med hjem og passet på. Ikke som gæst. Ikke som ven. Men som opgave. En opgave, fordi min far ofte hentede mig døddrukken.
Og igen. Og igen. Og igen har jeg oplevet udstillingen, der følger med hjælpen.
Hvor mange gange har jeg ikke oplevet, at hjælpen kom med et sidespejl? Et hurtigt blik over skulderen: Ser de det? Ser de mig gøre noget godt?
Vi lever i et samfund, der elsker fortællingen om hjælperen. Den barmhjertige. Den rummelige. Den, der tager nogen ind. Den, der kan sætte ord på sin godhed og dele den videre. Den der kan dele sit navn på fjernsynet, når man donerer penge til landsindsamlinger. Firmaer der praler af at ansætte folk med handicap, men ikke tør fortælle hvor dårlige forhold, de får.
Vi taler sjældent om prisen for den, der bliver taget ind.
Når hjælpen bliver offentlig, bliver den også hierarkisk.
Når hjælpen bliver en fortælling, bliver den magt.
Og handicap bliver – alt for ofte – en social valuta.
Noget, man kan pynte sig med.
Noget, man kan signalere moral igennem.
Noget, der giver adgang til anerkendelse, klap på skulderen og følelsen af at være et ordentligt menneske.
Det ses i skolen. I civilsamfundet. I velgørenheden. I virksomheder, der taler om inklusion, men sjældent om ligeværd. I kampagner, hvor mennesker med handicap optræder som symboler på rummelighed, men sjældent som stemmer med magt.
Det er en form for næstekærlighed, der larmer.
Og jo mere den larmer, jo mindre plads efterlader den til den, den påstår at handle for.
Det er her, det gør ondt at indrømme:
Jeg er ikke uskyldig.
For måske har jeg også – indimellem – ladet mig bruge.
Måske har jeg også brugt relationer.
Måske har jeg accepteret roller, fordi de gav adgang. Til fællesskaber. Til tryghed. Til ressourcer, jeg ellers ikke havde.
Når man lever et liv, hvor ens krop og muligheder konstant bliver forhandlet, lærer man hurtigt at navigere. At aflæse rum. At mærke, hvornår man er velkommen – og på hvilke betingelser.
Og ja, måske har jeg også indgået i spillet.
Måske har jeg også tænkt: Hvis jeg alligevel bliver set som symbol, kan jeg lige så godt få noget ud af det.
Men lad os ikke forveksle overlevelse med manipulation.
Tilpasning med udnyttelse.
Nødvendige strategier med kynisme.
For forskellen er denne:
Jeg har aldrig gjort et andet menneske til mit accessory.
Mit handicap er ikke en gave til verden.
Det er ikke en fortælling, andre kan tage på som jakke og kalde empati.
Det er ikke en mulighed for at iscenesætte egen godhed.
Det er mit liv.
Og jeg drømmer ikke om velmenende mennesker, der vil tage mig under deres vinger.
Jeg drømmer om mennesker, der kan gå ved siden af mig – uden at pege, uden at fortælle, uden at gøre mig til noget, der siger mere om dem end om mig.
Måske er det tid til, at vi som samfund stiller os selv et mere ubehageligt spørgsmål:
Hvem hjælper vi egentlig, når hjælpen skal ses?
Og hvem bliver usynlig, når godheden larmer?
For næstekærlighed uden ydmyghed er ikke kærlighed.
Den er selvoptagethed forklædt som omsorg.
Og mennesker – med eller uden handicap – fortjener mere end at være tilbehør i andres fortællinger.
Af Tina M.-L. Campbell, forfatter, Syrenvej 46, 9310 Vodskov
Faktaboks om Tina M.-L. Campbell:
Tina (f. 1972) er forfatter til flere bøger og anerkendt foredragsholder. Hun har firmaet Campbell.dk hvor hun bruger sin karrierevejleder- og coachbaggrund.
