Danmark har netop lidt et smertefuldt nederlag på fodboldbanen. Drømmen om at komme videre til VM fik et knæk.
I sådanne øjeblikke leder vi efter forklaringer. Var det trænerens dispositioner? Spillernes indsats? Dommerens kendelser? Men de fleste ved godt, at fodbold sjældent afgøres af én enkelt fejl. Det er samspillet, retningen og holdånden – eller manglen på samme – der i sidste ende afgør udfaldet.
Det samme gælder uden for banen. For i virkeligheden handler det ikke kun om sport – men om, hvilket samfund med respekt vi ønsker at være en del af.
I den seneste tid har en mediesag sat gang i en ophedet debat om grænserne for humor og respekt. En udsendelse på Radio IIII har affødt massiv kritik for sin nedladende tone over for mennesker med handicap. Reaktionerne er væltet frem, og forargelsen er til at tage og føle på. Og med rette. Når mennesker gøres til genstand for latterliggørelse, rammer det noget helt grundlæggende i vores fælles værdier. Et samfund med respekt kan ikke eksistere, hvis vi accepterer, at nogle mennesker bliver gjort til grin på andres bekostning.
Jeg skriver ikke dette som en udenforstående iagttager. Jeg har selv levet med et handicap hele mit liv. Jeg kender til de små forskydninger i tone og blik, der måske ikke fylder meget for afsenderen, men som kan sætte sig dybt hos modtageren. Jeg ved, hvordan det føles, når man reduceres til det, der gør én anderledes – og hvordan det kan præge ens måde at være i verden på.
Netop derfor bekymrer det mig ikke kun, hvad der blev sagt. Men også, hvordan vi reagerer. For i vores iver efter at tage afstand risikerer vi at gentage den samme mekanisme, vi kritiserer. Når forargelsen udvikler sig til personangreb og digitale storme, flytter vi ikke nødvendigvis noget. Vi skifter blot rolle. Vi bliver modspillere i stedet for medspillere.
Hvis vi igen låner et billede fra fodbolden, så vinder man ikke kampen ved at sparke tilbage i frustration. Man vinder ved at holde fast i spillet, i strategien og i det fælles mål. Netop det fælles mål er værd at dvæle ved. Vil vi have et samfund med respekt, hvor vores børn bliver mødt med respekt – også hvis de vælger en utraditionel vej eller ser anderledes ud end flertallet? Vil vi have et samfund, hvor vores ægtefælle mødes med forståelse, hvis sygdom pludselig ændrer deres liv og muligheder? Vil vi have et samfund, hvor vores gamle mor ikke reduceres til noget, man ler ad, hvis hun en dag bliver forvirret og mister sproget?
Hvis svaret er ja, så kan vi ikke samtidig acceptere en kultur, hvor det er legitimt at gøre grin med mennesker, der falder uden for normen. For det stopper ikke dér. Accepterer vi hånen mod mennesker med handicap, accepterer vi i virkeligheden også, at andre kan blive næste mål. Det er ikke kun et spørgsmål om “dem”. Det er et spørgsmål om os alle – og om de situationer, vi selv eller vores nærmeste en dag kan stå i.
Det betyder ikke, at vi skal forholde os tavse. Tværtimod. Der er situationer, hvor det er nødvendigt at sige klart fra, og hvor vi som samfund må markere, at visse former for tale og handling ikke hører hjemme i det fællesskab, vi ønsker at være. Men måden, vi gør det på, er afgørende.
For hån og nedgørelse – uanset hvem den rettes mod – fungerer som en betændelse i fællesskabet. Ignorerer vi den, risikerer den at brede sig. Men reagerer vi med samme hårdhed, risikerer vi at forværre tilstanden.Derfor kræver det en form for etisk præcision.
Vi må kunne kritisere handlinger uden at afskrive mennesker.
Vi må kunne stå fast på værdier uden at miste dem i processen.
For sproget former ikke kun øjeblikket – det former også det rum, vi alle sammen skal være i bagefter. Ikke mindst for de børn og unge, der følger med fra sidelinjen og lærer, hvad det vil sige at være en del af et fællesskab.
Hvad lærer de, hvis de ser voksne mennesker latterliggøre andre?
Og hvad lærer de, hvis de ser, at svaret på det er endnu mere hån?
Som samfund står vi ikke kun til ansvar for det, vi siger, men også for den måde, vi vælger at sige det på. Rummelighed, tilgivelse og forståelse er ikke udtryk for svaghed. Det er forudsætninger for, at et samfund kan hænge sammen på tværs af forskelligheder. Også når forskellighederne er synlige. Også når de er svære at forstå. Vi kommer ikke alle i samme form. Men vi deler det samme fællesskab.
Selv hvis man ikke spiller fodbold, kan man godt kridte skoene og tage sin del af ansvaret, så vi bevæger os i samme retning.
Spørgsmålet er, om vi vil spille hinanden bedre – og tage ansvar for at skabe et samfund med respekt – eller fortsat bruge kræfterne på at bekæmpe hinanden fra hver vores banehalvdel.
Af Tina M.-L. Campbell, forfatter, Syrenvej 46, 9310 Vodskov
Faktaboks om Tina M.-L. Campbell:
Tina M.-L. Campbell (f. 1972) er forfatter, tidligere foredragsholder og indehaver af Campbell.dk. Hun arbejder med social bæredygtighed, arbejdsglæde og inklusion – med afsæt i både faglig viden og egne livserfaringer.
Gennem sine bøger, nyhedsbreve og artikler deler hun ærlige refleksioner og konkrete redskaber, der hjælper mennesker med at finde retning, styrke og livsglæde – også når livet slår knuder.
Med en baggrund som karrierevejleder og coach har hun særligt fokus på at skabe et arbejdsliv med plads til hele mennesket 💛
