Socialpædagogerne skal da fejres – et stort tillykke skal lyde her på jeres dag!
Jeg har mødt dig mange gange i forskellige situationer. Trods den store forskel i frisurer og kropsbygning, så har du altid været der. Med din omsorg, faglighed og menneskelighed.
Jeg er vokset op i et hjem med en alkoholisk, psykisk syg og voldelig far og en invalid mor. I dag har jeg har selv to børn og en mand, og igen har jeg haft brug for dig. Jeg elsker mit liv, men uden dig havde det liv ikke været muligt.
Det uventede kram
Mit møde med socialpædagogerne har nogle gange tvunget mig til at tage imod en hjælp, som egentlig var svær for mig at tage imod, men som jeg havde brug for. Når man, som jeg, er vokset op i et hjem med alkohol, vold og sygdom har det nogle gange været lidt svært at skulle tage imod kærlighed – jeg følte ikke selv, at jeg fortjente den.
Du har vel nok krammet mig. Alle de mange kram. Som da min far havde en psykose, han var helt vild og væk, og jeg sad og stenede i børnehaven i panisk angst. Her kom socialpædagogen med kommunefarvet hår i pagefrisure hen til mig, bukkede sig ned og gav mig et kram.
Den kærlighed, der er i et kram – det var svært at tage imod, men jeg gjorde det. Jeg var slet ikke vant til krammene hjemmefra.
Jeg husker krammene som en smule grænseoverskridende til at starte med, men så som en enormt stor anerkendelse af mig, og det var helt fantastisk. De kram giver du nu videre til mine børn.
Det er uvurderligt, at de mødes af gode voksne ikke kun herhjemme men også ude i alle de tilbud der er for dem og deres udvikling.
Uden den øjenhøjde I udviser, havde vores børn ikke været så godt stillet. Uden jer havde jeg ikke kunnet give videre til andre.
