Ser du min skæve kvindekrop?
Kvindernes kampdag er ikke blot en dag til fejring af kvindekampens sejre, men også en dag til refleksion. En dag til at anerkende de individuelle kampe, kvinder over hele verden står midt i – hver på sin måde. Min kamp har været en rejse mod kropsaccept, mod at finde styrken i en krop, der konstant fortæller mig, at den er forkert.
Jeg bliver nok nødt til at sige, at det er helt okay, hvis du kun ser min skævhed. For i mange år var det også det eneste, jeg selv så, når jeg kiggede på min egen krop. Min skæve krop blev ikke bare et fysisk vilkår – den blev en følelse. En følelse af ikke at passe ind nogen steder.
I min barndom i Øgadekvarteret i Aalborg var det ikke altid nemt at være anderledes. I en bydel, hvor børnene legede frit i baggårdene, følte jeg mig ofte som en skygge. Jeg kunne ikke hoppe i sjippetov, breakdance eller springe rundt på skurene, som de andre. Jeg stod altid lidt på sidelinjen. Min skæve krop betyder, at jeg ikke kan sidde i almindelige møbler. Jeg kan ikke altid være med i fællesskabet. Det er svært at tage del i en samtale, når man sidder for sig selv – fysisk adskilt fra de andre, ikke af valg, men af praktiske begrænsninger, ingen andre bemærker.
Men min skæve krop er én ting. En helt anden ting er de kroniske smerter, der følger med, når alle mine led kører skævt. Min børnegigt udviklede sig til også at omfatte bl.a. svær slidgigt, og til sidst føltes det, som om jeg var fanget i en totalt ubrugelig krop.
På Børneafdelingen 303 på Aalborg Sygehus tilbragte jeg utallige timer. Her var jeg ikke bare et barn – jeg var et behandlingsforløb, en skævhed, der skulle rettes ud. Jeg husker, hvordan læger og sygeplejersker forsøgte at skabe håb, hvordan de undersøgte, vurderede og justerede min behandling. Mine hænder er små, mine fingre vender forkert, og jeg har tilbragt størstedelen af mit liv ind og ud af en kørestol. Det har givet mig bøjede ben og en gangart, der afviger fra det “normale”. I Aalborgs gågade – og ikke mindst i Jomfru Ane Gade har jeg utallige gange oplevet folks blikke – de hurtige vurderinger, de små hvisken, der fortæller, at jeg ikke passer ind i deres verdensbillede.
Min biografi som inspiration på kvindernes kampdag
Hvis du er mere nysgerrig på min kamp som individ med handicap og som kvinde i kontekst til kvindernes kampdag, så giv min selvbiografi et kig.
Men hvad værre var:
Jeg troede selv på det. Jeg lærte at skjule mine hænder, trak lange ærmer over mine arme og bar bukser, selv når solen skinnede. Jeg gjorde alt for at undgå blikkene, kommentarerne, den subtile afvisning.
I 1999 gav lægerne mig to måneder tilbage at leve. Jeg var 27 år og vejede under 30 kilo. Jeg mistede mit hår, mine negle, kunne ikke holde mad i mig. Mine veninder lakerede de sidste stumper af mine negle og redte de hårtotter, der trods alt stadig sad fast. Mine venner holdt fast i mig – bogstaveligt talt – når kramperne vred min krop i smerte. Men jeg overlevede.
Lægerne kaldte det et mirakel. “Din krop er en særlig stærk størrelse,” sagde en af dem. Jeg havde aldrig før hørt min krop beskrevet som stærk. Det blev en aha-oplevelse. Jeg havde overlevet noget, ingen troede var muligt. Min krop havde bevist sin styrke. Og hvis min krop kunne kæmpe så meget for at holde mig i live – hvorfor kæmpede jeg så imod den?
Få måneder efter mit mirakuløse comeback mødte jeg manden i mit liv. Han var insisterende. Han kurtiserede mig utrætteligt, kyssede mig dybt foran nysgerrige blikke, hviskede livsbekræftende ord i mit øre, når jeg blev i tvivl om mit eget værd. Jeg tvivlede. Kunne man virkelig elske denne krop? En skæv krop, der altid havde føltes forkert?
Men han gjorde det alligevel. I dag har vi været sammen i 25 år, og vi har fået to børn sammen. Min krop, som jeg engang troede var en byrde, bar mig gennem to graviditeter. Den skabte liv. Den gjorde det umulige muligt. Jeg træner nu regelmæssigt, ikke for at ændre min krop, men for at styrke den. For at værdsætte, hvad den kan præstere. Jeg lytter til min krop, fordi jeg har lært, at den rummer en visdom, der går ud over min egen forstand.
Årene gik. Jeg lærte at leve. Jeg lærte at kæmpe. Men jeg kæmpede stadig med mit spejlbillede. Indtil én dag, hvor jeg stod hos en ortopædisk skomager. Jeg stod dér, på mine tændstiktynde ben med en kæmpe gravid mave. Han kiggede op på mig og sagde: “Din krop er den vildeste krop, jeg nogensinde har oplevet!”
Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde. Men for første gang i mit liv tog jeg en fremmedes kommentar om min krop som en total sejr. Måske er min krop skæv. Måske passer den ikke ind i idealerne. Men den er min – og den er stærk.
På Kvindernes Kampdag ønsker jeg at dele min historie som et vidnesbyrd om kropsaccept og selvkærlighed. Jeg er gået fra at snige mig langs husmurene i Øgadekvarteret til at stå på Nordjyllands største scener og fortælle min historie.
Vi kvinder står over for utallige udfordringer – men vores styrke ligger i evnen til at elske os selv, som vi er.
Lad os fejre os selv. Lad os fejre vores unikke kroppe. Lad os se os selv i spejlet og vide, at vi er nok.
