Når frygten for kærlighed møder modet til at kæmpe
Jeg havde aldrig troet, at frygten for at elske kunne føles så altopslugende. Men da vores datter blev født tre måneder for tidligt, blev frygten for at miste så overvældende, at jeg ikke turde lade kærligheden få plads. Hvordan kunne jeg tillade mig selv at elske noget, som måske snart ville blive revet væk fra mig?
Den 18. oktober begyndte som en almindelig dag. Jeg havde sovet dårligt og følte en underlig uro, men slog det hen. Jeg gik i bad og begyndte på en nærmest ritualiseret forberedelse, som om jeg intuitivt vidste, at noget var på vej.
På min seksmandsstue var der liv og aktivitet, men da en sygehjælper trådte ind og sagde, at jeg skulle have akut kejsersnit, gik alt i stå. Beskeden blev leveret som var det en helt dagligdags oplysning. Jeg mærkede, hvordan panikken bredte sig i mig, og jeg havde kun ét behov: at finde et sted, hvor jeg kunne være alene.
Men hospitalet summede af travlhed, og uanset hvor jeg gik hen – på trapperne, i elevatoren, på gangen – var der mennesker. Ingen steder kunne jeg finde ro. Med rystende hænder ringede jeg til min mand.
“Neil, hvordan har du det med at blive far igen i dag?” spurgte jeg så roligt, som jeg kunne.
Hans første reaktion var præget af chok. “Det er jo alt for tidligt, så det vil jeg gerne sige nej tak til.” Hans ord var sagt med en blanding af humor og nervøsitet, men jeg vidste, han var lige så rystet som mig.
Et liv, der startede med usikkerhed
Da Neil ankom til hospitalet, blev jeg med det samme kørt til operationsstuen. Alt gik hurtigt, og jeg havde hverken tid til at forberede mig mentalt eller få nogen forklaringer. Ville vores lille barn overleve? Ville det være multihandicappet? Ville jeg overhovedet få lov til at holde mit barn? Det var mildest talt grænseoverskridende at skulle føde, uden at vide svar på disse ting, og som pårørende følte Neil også en enorm belastning. Han forsøgte at støtte mig, samtidig med at han selv var overvældet af angst og usikkerhed.
Da vores barn blev forløst, hørte jeg en svag, men tydelig babygråd. Det var en lyd, der rystede mig til tårer. Personalet sagde, at det var en pige, men jeg kunne næsten ikke tro det. Mon, Neil havde fået dem til at sige det for at drille mig? For jeg troede, jeg kunne mærke, at det var en dreng. Men vores datter, Mary Ann, var kommet til verden 11,5 uger for tidligt og vejede under et kilo.
Jeg var fyldt med en blanding af lykke og frygt. Lykke over, at hun trak vejret, men en ubeskrivelig angst for, hvad der ventede os.
Forældre før tid – eBog
At blive forælder til et for tidligt født barn er en oplevelse fyldt med både kærlighed og udfordringer – en rejse, der ikke følger den sædvanlige kurs. Denne eBog er skabt som en uvurderlig guide til dig, der er pårørende, ven eller familie til forældre, som står midt i denne unikke og ofte overvældende situation.
📖 Hvad handler bogen om?
“Forældre før tid” giver praktisk og hjertevarm indsigt i, hvordan du bedst kan støtte forældre til et for tidligt født barn. Med udgangspunkt i erfaringer fra familier, der har stået samme sted, får du konkrete råd og værktøjer til:
🌸 Hvordan du bedst tilbyder hjælp uden at trække dig tilbage af frygt for at gøre noget forkert.
🌸 Hvad der virkelig betyder noget for forældre i denne sårbare tid – både følelsesmæssigt og praktisk.
🌸 Hvordan du kan styrke din relation til både barnet og forældrene.
💡 Hvorfor er den relevant for dig?
Mange pårørende ønsker at støtte, men ved ikke altid hvordan. Skal man være påtrængende eller give plads? Er det okay at spørge ind til barnet, eller skal man vente? Denne bog tager fat på netop de spørgsmål og klæder dig på til at være en støtte, der gør en forskel.
❤️ En gave til dem, du holder af
Når du læser denne eBog, viser du, at du ønsker at være der for forældrene – på den helt rigtige måde. Du bliver klædt på med forståelse og handlekraft, så du kan tilbyde omsorg, der mærkes. Samtidig hjælper du med at lette byrden for dem, der kæmper med bekymringer for deres lille mirakel.
Fem ud af fem stjerner
Livet på neonatalafdelingen
De næste to måneder og to dage blev en rejse gennem håb og angst. Neonatalafdelingen var fyldt med maskiner, der konstant bippede, og hver alarm sendte et chok gennem kroppen. Hver gang en sygeplejerske skyndte sig igennem rummet, troede jeg, det var Mary Ann, der var i fare. Og som pårørende til et barn på neonatalafdelingen blev Neil og jeg konfronteret med en hverdag præget af håb og frygt. Neil kæmpede for at være der for os begge, men hans rolle som pårørende til både sin nyfødte datter og en syg hustru var altopslugende.
Jeg blev indlagt på barselsgangen og kom til at dele stue med tre andre mødre. De lå hver især med deres små nyfødte mirakler, deres mænd tæt ved siden, og en atmosfære af lykke og lettelse hang i luften. Men hos mig var der en knugende stilhed. Min lille datter lå ikke i mine arme – hun lå alene og kæmpede for sit liv. Samtidig forsøgte Neil, min klippe og mit alt, febrilsk at være der for både hende og mig, splittet mellem to kærligheder, der begge havde akut brug for ham.
Hospitalets rammer gjorde det næsten umuligt for mig at være der.
Min leddegigt gjorde det svært at bruge de lave toiletter, og de hårde stole forværrede mine smerter. Jeg følte mig magtesløs. Jeg følte ikke mindst chok over, at forholdene kunne være sådan på et hospital. Da jeg både var pårørende til min datter og samtidig en patient selv, følte jeg mig fanget i en situation uden støtte.
Jeg kæmpede en kamp, jeg aldrig havde forestillet mig – en fysisk kamp for at kunne være nær mit alt for lille mirakel. Men min krop svigtede mig. Det blev Neil, der måtte træde ind i rollen som primær forælder, mens jeg blev sendt hjem. Alene. Jeg følte mig skåret væk fra mit barn, revet væk fra min nye rolle som mor, og pludselig befandt jeg mig i et tomt hus, uden mit barn og uden min mand.
Alene hjemme
Hjemme famlede jeg mig frem i sorgen og savnet. Jeg gjorde noget, som nok kan synes skørt. Jeg tog en stor pude, placerede den på maven og forestillede mig, at jeg stadig ventede på termin. Jeg ’fødte’ min pude og forestillede mig, hvordan alt gik godt. Det lyder måske mærkeligt, men det gav mig en følelse af kontrol i en verden, der var styrtet i kaos.
Jeg havde brug for den tid. Tid til at græde, til at savne, til at forlige mig med min situation. Jeg havde forberedt mig på mange ting – at jeg måske ikke kunne løfte mit barn selv, at min baby ville være for stor til mit lille skød og mine svage arme. Men intet havde forberedt mig på, at min datter ville komme til verden så lille, så skrøbelig. Ironisk nok gjorde hendes lille størrelse det lettere for mig at håndtere hende fysisk. Men jeg var rædselsslagen. Hver gang jeg rørte hende, frygtede jeg, at hun kunne gå i stykker mellem mine hænder. Og samtidig truede mine ledsvigt som en konstant påmindelse om, hvor lidt jeg kunne stole på min egen krop.
Selvfølgelig ville jeg ønske, hun havde haft en bedre start. At hun var større, stærkere. Men den start, vi fik, lærte mig noget, jeg ikke vidste, jeg kunne: At finde en styrke i afmagten, at bygge en kærlighed, der kunne bære os igennem alt – selv de mest umenneskelige dage.
En kærlighed, der voksede
Da jeg endelig blev stærk nok til at besøge hende, gik der flere dage. Det første øjeblik, jeg så hende, fyldte mig med en dyb ydmyghed. Hun var så lille, så skrøbelig, men alligevel udstrålede hun en styrke, der næsten virkede overnaturlig. Og som pårørende til mit eget barn oplevede jeg en ny forståelse af kærlighedens dybde.
Syv dage efter hendes fødsel holdt jeg hende for første gang. Det var som at holde et lille vidunder, og jeg var overvældet af frygten for, at hun kunne gå i stykker. Men det var også her, jeg begyndte at mærke kærligheden snige sig ind.
Små sejre
En dag fortalte en sygeplejerske, hvordan Mary Ann havde kravlet op i den høje ende af sin kuvøse, på trods af ledninger og sin skrøbelige krop. Hun var en fighter fra starten. Små sejre som disse gav os håb. Håb om, at hun ville klare sig, og at vi en dag kunne tage hende med hjem. Men vigtigst af alt lige netop den besked om, at hun var en fighter, gav et sug i mig. Det var som om, at jeg med eet forstod, at det barn var mit kød og blod. En fighter som jeg selv. Før da havde jeg følelsen af, at jeg ikke kunne elske mit barn, for hun kom jo nok snart til at dø alligevel. Jeg troede, jeg havde en fødselsdepression. Men jeg var i virkeligheden bare bange for at elske så betingelsesløst som man måske kun kan, når man får sit eget barn. Jeg tudbrølede, for der gik det op for mig, at jeg var blevet MOR. Nu kunne jeg elske mit barn!
Indlægget var indsendt til avisen, med enkelte ændringer, af anledning af Præmatur Dag den 17. november. Kronikken sætter fokus på de særlige udfordringer og livsvilkår, som præmature børn og deres familier står overfor.
Jeg ønsker med denne tekst at skabe opmærksomhed om et emne, der ofte overses, men som har stor betydning for mange. Jeg håber, at kronikken kan bidrage til en vigtig samtale hos jer læsere.
