Når kærlighed ikke kan måles i skridt
En personlig fortælling om hverdagens fordomme – og den kærlighed, der bærer os
Spørgsmålet kom fra mit barn med barnets særlige blik – nysgerrigt, undrende og en smule rystet; Mor, hvorfor siger damen, at du ikke kan passe os?
Det var sagt i fuld alvor efter en situation, hvor en fremmed kvinde havde afbrudt vores gåtur. Børnene småhoppede lidt omkring mig hånd i hånd. De sang, og jeg nynnede med. Vi fulgtes ad på et fortov langs markerne, hvor der ellers ikke var ret mange mennesker. Damen så mig sidde i min elkørestol og gav sig til at rådgive mig om morrollen; ’Du skal altså have en rask med, når du er sammen med dine børn! Det må du love mig!’, ’Dine børn har brug for, at der er nogen, der passer ordentlig på dem’.
Det er langt fra første gang, jeg er blevet mødt med den slags kommentarer – og desværre nok heller ikke den sidste. Men vigtigere er det spørgsmål, der banker højest i mit bryst: Hvordan kan det være, at nogen føler sig berettigede til at vurdere en andens forældreevne, alene baseret på en fysisk fremtoning?
Den pågældende kvinde var blot én i en lang række. Der var også den ældre herre, der mente, jeg burde søge julehjælp i hans lokale kirke – som om dét at sidde i en kørestol automatisk betød, at jeg også måtte være økonomisk trængt. Jeg grinede inde i mig selv, om tanken om, at jeg faktisk præcis dagen inden havde sendt penge ind til kirkens julehjælp. Så den dag følte jeg mig i overskud og klar til at rumme spøjse kommentarer.
Der var også dengang med ægteparret i Fakta, der stillede sig foran mig og begyndte at udspørge mig. Jeg havde mit barn med fastspændt i en autostol foran på min kørestol. Det føltes nærmest som om de skulle vurdere, om jeg nu virkelig kunne være alene med mit barn – som om kærlighed og ansvar ikke kunne bo i en krop med hjul. De spurgte direkte, om jeg kendte barnets far. Den dag græd jeg bag mælken. Ups!
Jeg glemmer heller aldrig den ældre kvinde, som i et øjeblik af misforstået omsorg sagde til min datter, at det da måtte være synd for hende, at hendes mor ikke kunne bære hendes skoletaske op ad trapperne. Min datter kiggede roligt på hende og svarede:
“Men det er jo min taske – hvorfor skulle mor overhovedet bære den?” Den dag grinte jeg højlydt. Ups!
De utallige episoder af hverdagsignorance
Dette er blot et lille udvalg af de episoder, jeg møder i min hverdag som mor i kørestol. Hver gang sidder jeg tilbage med en blanding af målløshed og undren. Hvordan kan folk stadig antage, at det at sidde i en kørestol betyder, at man ikke kan være en nærværende, omsorgsfuld og handlekraftig forælder?
Når vi sidder derhjemme omkring aftensmaden og taler om vores dage, bliver det til fælles grin. Mine børn har lært at se det humoristiske i de mange underlige kommentarer, og det har jeg også. En gang brugte jeg energi på at undskylde voksne menneskers adfærd over for mine børn og forklare, at folk måske bare ikke forstod, at deres mor sagtens kunne tage sig af dem, selvom hun sad i kørestol. Men i dag er børnene blevet så store, at de selv ser absurditeten.
Når fordommene bliver pinlige – for dem, der bærer dem
I starten følte jeg mig flov, når jeg igen skulle forklare og forsvare mit liv som mor. Men det har ændret sig. I dag er det ikke mit eget liv, jeg føler mig flov over. Tværtimod. Det er andres manglende situationsfornemmelse, jeg kan mærke skammen på vegne af.
For hvorfor tror nogen, at de har ret til at stille spørgsmål om mit liv og mine evner som mor – bare fordi jeg har et fysisk handicap?
Når nogen undrer sig over, om jeg kan være en god mor, fordi jeg sidder i kørestol, fortæller det mig ikke noget om min forældreevne – men en hel del om de stereotype forestillinger, der stadig lever i os som samfund.
Det siger noget om, hvordan vi stadig forbinder fysisk evne med værd – som om kærlighed kan måles i meter, man kan løbe.
Det burde få os til at standse op og spørge: Har vi egentlig forstået, hvad det vil sige at være en god mor eller far? For det er ikke evnen til at bære en taske eller gå op ad trapper, der definerer forældreskab. Det er evnen til at bære sit barn – følelsesmæssigt. At være til stede. At lytte. At rumme.
Børn af forældre med fysiske handicap kan udvikle stærk empati, ansvarlighed og selvstændighed. De vokser op med en naturlig forståelse for, at alle mennesker har forskellige måder at gøre tingene på – og at man ikke skal dømme nogen ud fra deres ydre.
Det er ikke hjælpen, der er problemet – men antagelsen af hjælpeløshed
Der er intet galt i at tilbyde hjælp. Det er smukt. Men det bliver problematisk, når hjælpen kommer pakket ind i en antagelse om, at jeg ikke kan selv. Ægte hjælp bør tage udgangspunkt i respekt – og i kærlighed til medmennesket, ikke i medlidenhed.
Der, hvor folk burde vente og se, om jeg beder om hjælp, vælger nogle at konkludere på forhånd. Den form for hjælpsomhed slår over i noget andet – noget, der måske handler mere om deres egen utryghed end min.
Vi har stadig brug for en samtale om, hvordan vi ser på hinanden. En samtale om inklusion, ligeværd og det at møde mennesker åbent – også når de ikke ligner én selv.
Det handler ikke om at få folk til at tie stille. Det handler om at ændre måden, vi møder hinanden på.
Næste gang du møder en forælder, der ikke passer ind i det billede, du er vant til, så prøv at spørge dig selv:
“Behøver jeg overhovedet stille det spørgsmål? Eller er det kærligste bare at smile og lade det være?”
For i sidste ende har vi alle vores kampe. Og det er ikke altid synligt, hvem der kæmper med hvad.
En taknemmelighed for grinene – og kærligheden
Selvom jeg nogle gange bliver træt af kommentarerne, så har jeg lært at finde en form for taknemmelighed i dem. Ikke for selve kommentarerne – men for de grin, de giver os. De små øjeblikke, hvor vi som familie kan læne os tilbage og se skævt på verden og dens logik.
Det er blevet en del af vores hverdag at tale om de situationer, der kunne have gjort ondt, men som vi i stedet vælger at grine af. Det er genial underholdning til aftensmaden – og livsvisdom i forklædning.
Jeg er mor. Jeg passer mine børn.
Ligesom enhver anden mor – men på min måde.
Kærlighed handler ikke om at kunne bære en skoletaske op ad trapper – men om at kunne bære sit barns følelser, dag efter dag.
Det er ikke fødderne, der gør én til forælder. Det er hjertet.
Faktaboks om Tina M.-L. Campbell:
Tina (f. 1972) er forfatter til flere bøger og anerkendt foredragsholder. Hun har firmaet Campbell.dk hvor hun bruger sin karrierevejleder- og coachbaggrund.
Vær dog opmærksom på, at Tina ikke kan tage flere coaching- eller foredragskunder ind pga. travlhed.
