Når nysgerrigheden bliver en mur
Der var en tid, hvor jeg elskede at tage til arrangementer i kørestol. Jeg glædede mig over at møde nye mennesker, deltage i samtaler og dele viden. At være en del af noget. At høre til. Men langsomt begyndte jeg at trække mig tilbage. Ikke fordi jeg ikke længere havde lyst – men fordi jeg ganske enkelt ikke længere kunne tage beslutningen om at gå ud.
Jeg vidste præcis, hvad der ville ske. For hver gang jeg forsøgte at deltage i en samtale – en professionel, meningsfuld samtale om arbejdsglæde, social bæredygtighed eller livsmestring – var der altid nogen, der stoppede mig med et spørgsmål, der føltes som et lyn fra en klar himmel: “Hvorfor sidder du egentlig i kørestol?” Nysgerrigheden var næsten altid forklædt som venlighed. En oprigtig interesse. Og alligevel mærkede jeg, hvordan det sugede al ilten ud af rummet. For det skete ikke kun én gang. Ikke to. Det skete nærmest hver eneste gang.
Jeg kunne tale om alt muligt vigtigt – om mennesker, om fremtiden, om ledelse, trivsel og muligheder – men pludselig blev alt det skubbet til side. Mit liv, mine erfaringer, mit arbejde blev ikke længere det vigtige. Det vigtige var at få stillet deres nysgerrighed. Jeg blev reduceret til et mysterium, der skulle opklares.
Der findes en særlig form for afvisning, som er svær at forklare. Det er den type afvisning, der ikke sker gennem ord, men gennem det, der ikke bliver sagt. Når du står midt i en samtale – engageret, bidragende, på lige fod – men pludselig kan mærke, at det, du siger, ikke længere er vigtigt for dem, der lytter. Deres tanker er allerede et andet sted. I stedet for at lytte til mine pointer. Erfaring med mine børn eller menneskelig trivsel, sidder de og venter på at få stillet deres spørgsmål: “Men hvorfor sidder du egentlig i kørestol?” Og i det øjeblik forsvinder jeg. Ikke som fysisk person, men som menneske i deres øjne.
For jeg bliver ikke længere set som mig. Jeg bliver set som en krop i en stol. Det gør noget ved et menneske at opleve det igen og igen. At opleve, hvordan de professionelle samtaler, jeg prøver at skabe, forsvinder til fordel for en overfladisk nysgerrighed. At se, hvordan min viden, mine erfaringer, mit arbejde pludselig er mindre interessant end årsagen til, hvorfor jeg til tider bevæger mig rundt på hjul. At blive tvunget til at stå til regnskab for noget, jeg ikke selv har valgt – men som andre konstant insisterer på at definere mig ud fra.
Jeg begyndte at mærke det i kroppen. Hvordan det føltes tungere og tungere at sige ja til en invitation. Ikke fordi jeg var blevet genert eller asocial. Ikke fordi jeg ikke længere havde noget på hjerte. Men fordi jeg vidste, at jeg ikke kunne styre, hvordan aftenen ville udvikle sig. Jeg vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, før jeg ville høre spørgsmålet igen. “Hvorfor sidder du i kørestol?” Og jeg vidste, at hvis jeg ikke svarede – hvis jeg forsøgte at dreje samtalen tilbage til noget andet – så ville jeg blive afvist. Ikke direkte. Ingen ville sige det højt. Men blikkene ville falde. Samtalen ville dø ud. Den subtile følelse af, at jeg ikke havde givet dem det, de ville have.
Så jeg begyndte at blive hjemme. For det var lettere at blive væk end at gennemgå den samme rutine igen og igen. Men for nylig lovede jeg mig selv én ting. Jeg nægtede at lade andres nysgerrighed styre mit liv. Jeg nægtede at lade en kørestol diktere, om jeg var værd at lytte til. Så jeg tog en beslutning. Når nogen spørger, hvorfor jeg sidder i kørestol, vil jeg svare kort og præcist: “Jeg ville egentlig gerne have en tronstol, men det her var det tætteste, jeg kunne komme.” Intet mere. Intet mindre.
For det er en personlig historie. Og personlige historier er ikke noget, man deler med hvem som helst. Hvis nogen virkelig ønsker at lære mig at kende, kan vi tale om det, når vi har opbygget en relation. Når jeg ved, at de ser mig som mere end en krop i en stol. Men jeg forklarer mig ikke længere for fremmede. Jeg skylder ingen en forklaring. Jeg har truffet mit valg. Og jeg er færdig med at undskylde for at være til.
Når man lever med en synlig funktionsnedsættelse, er det som om, verden mener, at man skal stå til rådighed for alles nysgerrighed. Men det er ikke en pligt. At have en krop, der er anderledes, betyder ikke, at man skylder nogen en forklaring. Jeg har ret til at være en del af samtaler, der handler om mig – ikke min stol. Jeg har ret til at sige nej tak til at blive gjort til et samtaleemne, før jeg overhovedet har åbnet munden. Og jeg har ret til at tage magten over min egen historie tilbage.
Så næste gang nogen spørger, hvorfor jeg sidder i kørestol, smiler jeg og siger: “Jeg ville egentlig gerne have en tronstol, men det her var det tætteste, jeg kunne komme.” Og så vender jeg samtalen tilbage til det, der virkelig betyder noget. For mit liv handler ikke om min stol. Det handler om alt det andet. Det handler om mig.
Af Tina M.-L. Campbell, forfatter
Faktaboks om Tina M.-L. Campbell:
Tina (f. 1972) er forfatter til flere bøger og anerkendt foredragsholder. Hun har firmaet Campbell.dk hvor hun bruger sin karrierevejleder- og coachbaggrund.
Vær dog opmærksom på, at Tina ikke kan tage flere coaching- eller foredragskunder ind pga. travlhed.
