Her kommer endelig en del af den historie fra mit liv.

Den er blevet håndteret i godt samarbejde med Cellina Porsborg der har interviewet mig i forbindelse med vores fælles passion for at spise på en helt specifik måde for at optimere vores sundhed og trivsel.

Har du lyst til at læse med og måske blive inspireret?

Interview med Tina Marie-Louise Campbell

Hvornår lærte du Anthony Williams at kende og i hvilken forbindelse?

Jeg hørte om ham for en del år siden, men jeg kunne ikke overskue at sætte mig ind i det på daværende tidspunkt. Det var ret overvældende… men i maj for 2,5 år siden var jeg sammen med en veninde og hun fortalte mig noget, der kom til at ændre tingene for mig.  

På det tidspunkt havde jeg ofte mange problemer med maven, vejrtrækningen og meget andet, når jeg spiste. Jeg syntes egentlig at jeg forsøgte at spise sundt – (jeg spiste ikke sukker… allerede som barn var sukker skidt for mig, mit blodsukker gik op og ned… heller ikke gluten og hvidt brød spiste jeg mere), alligevel var der tydeligvis nogle ting, der gik galt.

Min mand er kok og laver masser af lækker mad, men jeg kunne kun spise en håndfuld ris, uden at det gik galt. Den aften, hvor jeg senere skulle være sammen med min veninde, sagde jeg grædefærdigt til min mand: ”Jeg er ligeglad med hvad der skal ske, men NU skal der ske noget! Jeg skal finde en løsning på det her p..!

En halv time efter, at jeg har sagt det til min mand, fortæller min veninde så om den her mand, hvis retningslinjer hun er begyndt at spise efter. Anthony William, Den medicinske seer. Så er der pludselig noget, der dæmrer for mig: ”Wow, jeg er jo med i nogle grupper på fb om ham”, siger jeg og tænker/sender det ud til englene: Hvis hans bog (nr. 1, Den medicinske seer, red.) er til at få i som lydbog hos Nota – som jeg ofte bruger, når jeg skal læse – så vil jeg gerne høre den. Det var den!

Og jeg hørte den på vejen hjem fra mødet med min veninde. Jeg var totalt forbløffet! Det har altid undret mig, at jeg har så mange diagnoser – 17-18 stykker. Hvorfor har jeg det? Der må være noget, jeg ikke har fattet! Og lige pludselig fatter jeg det.

I bogen fortæller AW om de forskellige faser af ebv (epsteinbarvirus). Nerveproblemer hører eksempelvis under fase 4 – det lyder klart som om jeg er ved at være i fase 4.  Jeg skal stoppe det her nu! For jeg gider ikke flere problemer nu. Og det hele giver så megen mening nu – alle de problemer jeg har og har haft – jeg har vandret fra fase 1 til fase 4.

Hvordan kom du i gang i praksis?

Første skridt: Det jeg besluttede mig for at gøre, var at eliminere skaden. I første omgang ville jeg sørge for, at der ikke dukkede andre problemer op. Jeg havde længe savnet en liste over hvilke fødevarer, jeg kunne spise til mine handicaphjælpere og da jeg kunne give dem listen over, hvilke fødevarer, jeg skulle undgå, blev mit liv lettere.

Der var rigtig mange ting, jeg allerede selv havde fundet ud af jeg ikke kunne spise – resten kom fint af sig selv. Dog måtte jeg give det tid med at få ryddet nogle af nogos’ene af vejen, fx havde jeg en udfordring med soya, fordi vi for længst havde erstattet mælkeprodukterne med soya. Hvad skal man så spise? Her handler det om ”små steps”, så man har sig selv med.

Næste step handlede om at få skaffet mig nogle opskrifter. Jeg havde i starten meget svært ved at finde rundt i grupperne og i alle forkortelserne.

Herefter gik jeg i gang med at tjekke de enkelte diagnoser ud for at finde helbredende fødevarer og kosttilskud, men det droppede jeg pænt hurtigt. Jeg nåede aldrig at spise efter det – hvordan skulle jeg gøre det med alle de diagnoser for ikke at tale om den bondegård det ville koste i kosttilskud!

I stedet tænkte jeg: Fællesnævneren er leveren. Jeg skal holde mig fra no gos. Jeg har dog et ømt punkt: Varm kakao. Her valgte jeg at tænke: Jeg er kun et menneske, jeg gør det bedste, jeg kan! Jeg fandt en kakao med okay få no gos. Den havde jeg valgt at bruge til at trøste mig med. I stedet er jeg så meget lavpraktisk; jeg sørger altid for at have masser af lækker frugt og grønt til at forkæle mig med og hygge mig med.

Jeg satte mig som nævnt godt ind i det med hverdagsmad – vi laver 6 ugers madplaner ad gangen, så min mad passer ind i familiens mad; min mad er tilbehør til deres. Deres er altid god kvalitet; de får lidt kød, men også gode ting til at hjælpe dem. Jeg har haft brug for at have børnene med. De begyndte allerede at få sellerijuice, da de var 8 og 11 og nu laver de den selv. Det er jeg stolt af.

Så begynder du med 369?

Ja, dem (369 som er ni dage, hvor maden og tidspunkter for hvert måltid er nøje tilrettet, red.) har jeg taget mange af. Men, først fik jeg ro på familien. Egentlig var det 28-dages kuren, jeg tog først. Men med 369 føler jeg virkelig, at der sker noget.

Noget jeg virkelig synes er en udfordring er ferie! Vi har prøvet storbyer, men det går ikke at få skaffet mad til mig. Og når man ikke kan købe mad på sine ferier, kan man jo aldrig holde fri! Det kunne være så rart at koble helt af! Vi har talt om Samsø, hvor kan købe AW-mad. Måske det bare ender med det?

Kan du sige noget om, hvad du synes effekten har været for dig?

Det vigtigste for mig er, at jeg nu kan spise mad uden at tro jeg er ved at dø! Min mave er i orden og jeg får ikke længere problemer med vejrtrækning af at spise. Og så er det spøjst, jeg – og andre – har opdaget at jeg går meget bedre og hurtigere. Og ”hov, jeg har faktisk slet ikke de smerter, jeg har haft” – de ekstreme brændende smerter er der ikke længere. Det er her vigtigt hele tiden at være så godt renset ud som muligt. Og jeg sover bedre, bevæger mig bedre, mine gigtsmerter er holdt meget nede.

Jeg har simpelthen højere livskvalitet! Alt dette holder min motivation oppe.

Skrevet d. 7.10.21. af Cellina Porsborg. For mere info se her.