Tilgængelighed på supersugehus burde være en selvfølge – ikke en eftertanke
Har du nogensinde været inviteret til en middag, hvor kokken tydeligvis ikke var forberedt? Denne kronik handler om tilgængelighed.
Hvor der bliver løbet stresset rundt i køkkenet, fordi nogen har glemt at handle rigtigt ind. Hvor maden er halvkold, noget mangler – og hvor det først sent går op for værten, at 30–50 % af gæsterne ikke spiser kød.
Hvis det havde været en prøvemiddag, kunne man måske have levet med det. Men det er det ikke. Det er the real thing.
Det er et hospital, der inviterer patienter ind til behandlinger, som skal fungere i deres liv. Et byggeri, der fra start burde være tænkt tilgængeligt – ikke som en ekstra service, men som en grundlæggende forudsætning.
Tilgængelighed er nemlig ikke et nyt eller ukendt hensyn. Tværtimod er det et krav, som Danmark har forpligtet sig til gennem FN’s handicapkonvention. Her understreges det tydeligt, at mennesker med handicap skal have lige adgang til sundhedsydelser og fysiske rammer. FN’s handicapkomité har gentagne gange peget på, at tilgængelighed er afgørende – og ikke noget, man kan justere på bagefter.
Man må formode, at der er 30 til 50 procent besøgende til hospitalet der er så fysisk svækkede, at de er behandlingskrævende og/eller har et permanent handicap. Deri deres ærinde til sygehuset.
Samtidig er det velkendt og veldokumenteret, at netop store hospitalsbyggerier ofte giver udfordringer, når teori skal omsættes til praksis. Det spøjse er, at de samme fejl opstår ved endnu et nyt supersygehus i stedet for at lære af fejlen fra et, der allerede er bygget. Det gør ikke problemet mindre alvorligt – tværtimod burde det da skærpe opmærksomheden.
Det er præcis den følelse, jeg står med, når jeg som borger ankommer til det nye supersygehus. Til en aftale, jeg er blevet inviteret til – men som hospitalet alligevel ikke virker klar til at tage imod.
For det føles ærligt talt halvfærdigt. Allerede klokken 9 om morgenen var de fire handicapparkeringspladser, jeg kunne se i miles omkreds, optaget. Og selv hvis en af pladserne havde været ledig, ville handicapbusser som min ikke kunne bruge dem. Der er ganske enkelt ikke afmålt plads nok til, at en lift kan foldes ud på andet end én af de kun fire handicapparkeringspladser til et stort supersygehus. Den ene store plads var så optaget af en lille handicapbil, der sikkert heller ikke kunne finde andre muligheder.
Men for få og dårligt lavet handicapparkeringspladser er kun een af problemstillingerne omkring tilgængeligheden der er virkelig mangelfuld ude på Supersygehuset.
Et hospital er ikke et køkken, hvor man kan fikse manglerne midt i serveringen og håbe, gæsterne bærer over. Når man inviterer patienter indenfor, har man også et ansvar for, at rammerne faktisk fungerer.
Lad det være sagt helt klart: Det her er ikke personalets ansvar. De løber ikke forvirret rundt i køkkenet, fordi de er udygtige, men fordi nogen højere oppe har glemt at købe ind.
Det er ikke en Michelin-oplevelse. Det er det modsatte: Store ambitioner, flotte rammer – og manglende respekt for dem, der faktisk skal leve med konsekvenserne.
Af Tina M.-L. Campbell, forfatter, Syrenvej 46, 9310 Vodskov
