fbpx

Kære lærer, jeg elsker dig!

Print Friendly, PDF & Email

Nu er det Lærerens Dag. Derfor skal du have et brev. Du er legemliggørelsen af imødekommenhed. Jeg ved godt, at det her måske kommer lidt pludseligt. Men nu siger jeg det altså bare: JEG ELSKER DIG. Og det har jeg gjort lige så længe, jeg kan huske.

Kronik bragt i Nordjyske den 4. oktober 2022 og i redigeret form på Folkeskolen.dk den 5. oktober 2022

Jeg har mødt dig mange gange med forskellige frisurer og pegepinde. Uden dig havde jeg været et helt andet slags menneske: Mindre rummelig og i sagens natur langt mindre vidende.

Du fortjener en dybtfølt tak og meget mere opmærksomhed. Så her kommer der eksempler på, hvordan du har været kærlig, menneskelig og professionel. Et slags GREATEST HITS mixtape, jeg har lavet til dig, og en helt masse kærlige tanker i dagens anledning.

Jeg er vokset op i et hjem med en alkoholisk, psykisk syg og voldelig far og en invalid mor. Jeg fandt ud af, at jeg havde gigt som 2-årig og har været igennem et hav af operationer. I dag har jeg har mand og to børn. Jeg er foredragsholder og har desuden lige udgivet min 12. bog: Find Arbejdsglæden. Jeg elsker mit liv, men uden dig havde det liv ikke været muligt.

Min ring sluttes med yngste barnet der nu er mere end halvvejs i sin folkeskole. Jeg ser stadigvæk lærere der kæmper på allerfornemste vis for hvert enkelte barn.

Lader barnet være barn

Første gang, jeg kan huske, jeg mødte dig, var da jeg skulle starte i børnehaveklasse i Tjæreborg i 70’erne. Der stod du i dine mørkegrønne løse pludderbukser der var holdt op med hjemmelavet bælte, blåstribet bluse og lilla tørklæde omkring dit hår. Du var helt anderledes end andre voksne i mit liv. Du var klar i blikket og var vågen. Ja, du var faktisk ÅRvågen over for mig.

I mit barndomshjem tjallede de voksne med deres hash eller drak tæt. Så der var ikke mange der så mig og mine behov. Men det gjorde du!

Du gik hen til mig, tog min hånd og hjalp mig ind. Du satte dig ned på hug ved siden af mig, talte til mig og viste mig legetøjet. Din blide stemme og tid til mig gjorde mig til et barn. Derhjemme var jeg en lille voksen. Måske kunne du godt se det.https://campbell.dk/vare/maelkeboettebarn-i-blomst-papirbog/

Det uventede kram

Mit møde med dig, har nogle gange tvunget mig til at tage imod en hjælp, som egentlig var svær for mig at tage imod, men som jeg havde brug for. Når man, som jeg, er vokset op i et hjem med alkohol, vold og sygdom har det nogle gange været lidt svært at skulle tage imod kærlighed – jeg følte ikke selv, at jeg fortjente den.

Du turde gå ud over det, du var ansat til. Som da min far havde en psykose, han var helt vild og væk. Da sørgede du for, at min mor, søster og jeg kunne flytte ind hos en klassekammerat, uden min far vidste det. Du fik os i sikkerhed fra min fars psykotiske vrede og vold!

 

Kære Lærer

Et nyt liv

Det uundgåelige skete. Vi måtte til sidst flygte helt væk til den anden ende af landet – til Aalborg. Far havde smadret vores hus, og jeg havde kaos indeni. Nu skulle jeg prøve at finde modet inde i mig til at lade andre voksne komme tæt på mig.

Heldigvis viste det sig, at jeg havde en klog mor. Hun forstod, hvad der skulle til. Desværre gik der rigtig mange år, før jeg forstod, hvad hun indeholdt. Jeg kendte ikke min mor, før hun, min søster og jeg flygtede fra min far, da jeg var 9 år. Indtil da havde jeg altid kun været sammen med min far. Sammen med min far i alt hans psykotiske kaos. Så min mor forstod, at nu skulle der ro på og faste rammer. Nu kunne hun endelig bestemme farten. Hun lod sit hemmelige kristne hjerte råde. Vi startede på den kristne friskole Filipskolen. Det gjorde vi med hemmelig adresse og helt nye navne.

Der går min klasselærer

Det føltes håbløst lige indtil jeg mødte dig – min nye klasselærer Karen Pedersen.

Det, jeg altid har lagt mest mærke til ved dig, Fru Pedersen, er dine øjne – øjnene der intenst så mig. Du så mig igennem hele klasselokalet. Du så mig, når jeg skræmt stod i hjørnet i gymnastiksalen. Du så mig, når jeg ubehjælpeligt så til, at andre børn kunne hoppe i hinkerude. Du lod mig være inde i frikvartererne med en kammerat. Du sørgede for, at jeg kunne få leg til trods for mit handicap. For du var min klasselærer.

For hvad er det, der gør et menneske menneskeligt? Det er næstekærligheden – evnen til at sætte sig i andres sted, at kunne se udover egne behov og være kærlig mod sin næste. Er man synligt syg som jeg, så har man helt sikkert prøvet, at folk tager afstand. De ved måske ikke, hvad de skal stille op med smerten, gigten eller kørestolen. Men du Karen, du lod dig ikke skræmme. Som klasselærer var du ukuelig.

Jeg har mange gange forsøgt at få kontakt til Gud. Jeg har været helt derude, hvor det virkede som min eneste vej frem. Jeg havde brug for at kalde på noget større end mig selv. At finde en mening. Og at få en smule omsorg, når jeg var enormt bange.

Jeg har altid været vant til at have overblik over, hvad der sker. Det giver mig ro at vide, hvad der foregår. Men når jeg har været syg, og kontrollen over, hvad der skal ske, er ude af mine hænder – så har det været fantastisk at mærke, hvordan du som lærer, har taget dig tid til at forklare og vejlede. At være klasselærer kræver en umådelig indsats og tålmodighed.

Så tak for din omsorg. Jeg er beæret og imponeret over din menneskelighed. Der er brug for dig – for det er ikke alle, der får den kærlighed, du udviser, i hjemmet. 

Så, kære lærere – skab en god dag her på Lærernes Dag. Jeg elsker jer for jeres kæmpe indsats!

Scroll to Top