fbpx

Må man nægtes et farvel på dødslejet?

Print Friendly, PDF & Email
Tina bagfra i kirke

Det var midt i min egen sorg over at erfare, at min mor lå alvorligt syg på hospice, at jeg stod over for en ekstra uventet og smertefuld situation.

Min mor havde valgt at flytte til den anden ende af landet, velvidende om min helbredsudfordring, der ville gøre det umuligt for mig at besøge hende. På samme tid ville hendes egen svækkede tilstand ikke tillade hende at komme til mig. Det blev et valg, der ikke blot adskilte os fysisk, men også vores evne til at være en del af hinandens liv. Og med det mistede mine børn også kontakten til deres mormor. Jeg havde mistet al kontakt med min mor.

 

Nu spørger du nok om, hvorfor jeg havde mistet kontakten med min mor. Tja, jeg undrer mig faktisk også selv. Intet i denne verden kunne få mig til at flytte væk fra mine børn, hvis jeg vidste, at det betød, vi ikke kunne ses mere. Den store forskel er, at jeg nu lever i en harmonisk familie.

Jeg bor med en kærlig og rolig mand.

Faktisk er han så sindig, at man skulle tro, han er jyde. Men han er bare skotte. En skotte fra den højere middelklasse i Storbritannien. Med en far der som det første ægteskabeligt råd til os foreslog kirkeligt netværk. Det kom helt naturligt som en kirkens mand, der har levet et liv som regeringens udsending til de britiske kolonier.

Vi kunne umuligt have haft en mere forskellig opvækst. Alligevel har vi fundet en helt utrolig symbiose. Nok er vi forskellige, men vi vil præcis det samme. Hver gang vi tjekker ind på hinandens behov.

Sammen har vi en datter og en søn. Desuden har min mand en voksen datter fra et tidligere ægteskab. Alle vores børn ved, at det ikke er i orden at slå eller blive slået. Det vidste jeg ikke, da jeg var barn. Jeg havde ingen steder, hvor jeg kunne få den viden. Vi var mest sammen med min fars familie. Der var ikke vold hos nogen af dem. Til gengæld virkede det ikke som om, at de undrede sig over, at vi oplevede vold.

Hjemme hos os var det naturligt at få tæsk.

Jeg fik tæsk, hvis der var sket noget med min cykel. Jeg fik tæsk, hvis jeg ikke kunne tænde min fars lighter. Jeg fik i det hele taget bare tæsk, hvis jeg var for langsom. Jeg var hele tiden langsom. Jeg er født med gigt, der ikke bare gør mig langsom, men nogle dage forhindrer mig i fx at stå på mine ben eller bruge mine arme. Der var mange naturlige grunde til at give mig tæsk, tænkte jeg dengang.

Der var kun een i min hverdag, der var langsommere end jeg. Det var min mor. Hun kunne slet ikke gå selv på grund af en helt anden sygdom. Hun fik virkelig mange tæsk. Hun var ikke bare langsom. Hun forstod slet ikke min far. Hun fattede ikke, hvilken ret han fik lyst til efter druktur. Hun kunne heller ikke regne ud, hvornår far og jeg kom sultne hjem fra værtshus om natten. Hun var ”en ubrugelig kælling der fortjente tæsk”. 

Mor oplevede nok mig som lige så uregerlig som min far. Mine frustrationer og aggressivitet steg på forunderlig vis i præcis samme takt med, at hun blev mere og mere indesluttet og bitter. Dengang var det far og jeg mod hele verden, der ville ham ondt. Hans paranoid skizofrene hjerne fik mig til at være helt oppe på dupperne. Jeg måtte hele tiden være beredt. Jeg gik i symbiose med ham, så jeg kunne tage nogle af slagene til mor eller mig i opløbet.

 

kirke kørestol Tina

Jeg stræbte hele livet efter, at min mor skulle føle, jeg var en god pige.

Måske ville mor ligefrem en dag sige, at hun var stolt af mig?! Det endte med, at vi flygtede fra far, da jeg var ni år. Vi fik hemmelig adresse og nye identiteter. Det kunne have været starten på noget smukt. Men jeg oplevede stadig min mor som bitter og mig selv som dybt frustreret. Jeg viste alle de følelser, som skræmte min mor. Når jeg udtrykte mine frustrationer, fik jeg at vide, at jeg lignede min far. Jeg havde der forstået, at min far var psykisk syg. Jeg var selv tydeligt fysisk syg. Det var alt rigeligt at forholde mig til kroniske smerter.  Jeg var en belastning i forvejen. Så det blev endnu mere vigtigt for mig, at mit hoved fungerede. Jeg er stadig praktisk afhængig af at kunne regne den ud. Samtidig var jeg også meget opmærksom på, at mit gode hoved var den eneste værdi, jeg kunne vise andre. For husk nu på min tidligste lære; var jeg ubrugelig, fik jeg tæsk.

Mor tæskede mig selvfølgelig ikke fysisk. Det var hun ikke kropsligt i stand til. Men når jeg ser tilbage på den tid med mor, får jeg ondt i maven og tænker på den psykiske vold, der lå i aldrig at føle sig god nok. Altid få at vide at man er forkert, når man prøver at vise følelser. Jeg savnede accept, tryghed og kærlighed.

Jeg ville gerne have sagt, at jeg nu forstod. Jeg forstod, at min bare tilstedeværelse måtte være en påmindelse for hende hver eneste dag om det liv, hun engang levede. Det liv hun nok ikke helt kunne slippe i sit indre. Måske blev hun nødt til at slippe mig i stedet for at blive sat fri. Måske gik hun i virkeligheden bare og ventede på, at jeg fik skabt min egen familie med accept, tryghed og kærlighed. For det var allerede, da mine børn var helt små, at hun valgte at flytte væk. Lige præcis idet jeg netop havde fået opbygget den kernefamilie, jeg hører til.

Jeg blev frarøvet et vigtigt farvel

Jeg går stadig rundt med en uafklaret følelse omkring mor. Det var det, jeg håbede, et ærligt farvel kunne have givet mig. Så ville jeg have fortalt hende, at jeg tilgiver hende. Hvis det havde været på en af mine modige dage, havde jeg nok spurgt hende, om hun elskede mig.

Min første viden om min mors alvorlige sygdom kom derfor ikke fra hende selv, men fra en fælles bekendt, der dog ikke vidste hvilket hospice, min mor var på. Straks ringede jeg rundt til de hospicer, der lå i hendes nye lokalområde i håb om at kunne give min mor en sidste hilsen. Med respekt for de ansattes tavshedspligt bad jeg dem blot om at videregive min besked: at jeg stadig havde det samme telefonnummer, og at jeg inderligt ønskede at få lov til at sige farvel til min mor, inden hun forlod denne verden. Jeg understregede gentagne gange, at de ikke behøvede at oplyse mig om hendes tilstedeværelse på hospicet, men blot at videregive beskeden, hvis hun tilfældigvis var der.

Desværre mødte jeg kun afvisning.

Hospice-personalet afbrød samtalen eller nævnte gentagne gange deres tavshedspligt. Trods min insisteren på, at de blot skulle tage imod en besked, blev mine forsøg afvist med hårdhed. Og her stod jeg tilbage, ikke blot med sorgen over at miste min mor, men også med en følelse af afvisning og magtesløshed. Jeg følte det som om, at de var ligeglade med mig som pårørende. Det undrer mig meget, da de må være vant til pårørende i dyb sorg.

Tina i kirke

Det føltes urimeligt, at jeg skulle pålægges den ekstra smerte midt i min dybe sorg.

Det er meget muligt, at min mor slet ikke ønskede at sige farvel. Det smertefulde faktum bliver jeg nødt til at acceptere. Fx kunne det være, at eet af de hospicer jeg ringede til, faktisk kendte min mor. Måske vidste den ansatte, at min mor ikke ønskede at sige farvel.

Men hvorfor reagerede ansatte på alle hospicerne på den måde? Var det en konsekvens af regler og protokoller, der dikterer deres praksis?

Så ville jeg gerne have haft det svar i stedet for en blank afvisning hver eneste gang, jeg nervøst ringede op til et nyt hospice. Jeg søgte en større imødekommenhed midt i min sorg i stedet for afvisning på afvisning.

Kære sundhedsprofessionelle, hvorfor reagerede I sådan midt i min store sorg?

Scroll to Top