Når blodets bånd brister – fra afsked til tavshed.
Når blodets bånd brister – fra afsked til tavshed
Det skete uden varsel. En dag stod jeg med telefonen i hånden, klar til at snakke med min mor. Men der kom intet svar. Først tænkte jeg, at det var en forglemmelse, at hun ikke ringede tilbage. Måske travlhed. Men dagene gik. Ugerne blev til måneder. Langsomt gik det op for mig, at hun havde valgt at afbryde kontakten. Smerten var sviende. Brændende. Helt ind i hjertekulen. Der var sket et brud i familien. Min familie.
Jeg sad tilbage med et væld af spørgsmål: Hvad havde jeg gjort galt? Havde jeg sagt noget forkert? Hvordan kunne min mor, pludselig forsvinde uden en forklaring?
Tavsheden var ubarmhjertig. Den efterlod mig i et følelsesmæssigt limbo, hvor jeg ikke bare manglede svar, men også manglede en afslutning. Det føltes som at stå foran en låst dør og høre ekkoet af egne ubesvarede spørgsmål på den anden side.
Mælkebøttebarn i Blomst
En barsk og samtidig livsbekræftende selvbiografi om at lære at blomstre i miljø med druk, vold, misbrug, og alvorlig sygdom.
Når grænser må sættes
Flere år før dette uventede brud med min mor, var det mig, der tog beslutningen om at bryde kontakten til min far. En beslutning, der var alt andet end nem.
Min far var voldelig alkoholiker, og hans adfærd havde efterladt dybe spor i mit liv. Jeg husker tydeligt den dag, jeg fortalte ham, at jeg ikke kunne fortsætte relationen. Jeg sad på kanten af sofaen i mit hjem. Jeg havde øvet sætningen i mit hoved mange gange: “Jeg kan ikke mere. Du gør mit liv utrygt igen. Nu har jeg også et hensyn til mine egne børn at tænke på.”
Hans svar var forudsigeligt. Han slog det hen, som om mine ord ingen vægt havde. Men denne gang var det anderledes. Jeg havde fundet styrken til at sige fra. Og selvom det gjorde ondt, mærkede jeg straks en lettelse. Som om jeg for første gang kunne trække vejret frit.
To sider af samme smerte
At bryde kontakten til en forælder er en beslutning, der river i sjælen. Men der er forskel på at tage kontrollen selv og at blive udsat for et brud i familien og tavshed, man ikke har ønsket.
Med min far handlede det om at beskytte mig selv. Jeg satte grænser for at skabe ro i mit liv og for at sikre, at mine børn ikke blev trukket ind i det kaos, jeg selv var vokset op med.
Men med min mor var det anderledes. Hun havde ellers været med i smerten over min beslutning om min far, selvom de ikke havde været sammen, siden jeg var lille. Hun tog beslutningen for mig, uden at jeg forstod hvorfor. Tavsheden efterlod et tomrum. Det føltes og føles som et usynligt ar, der aldrig helt ville hele.
Når båndene brister – og hvorfor vi ikke taler om det
Ifølge psykolog og forsker Andreas Nikolajsen oplever op mod 10% af voksne danskere et brud i familien. Det kan enten være børn, der bryder kontakten til deres forældre, eller forældre, der mister kontakten til deres børn.
Men selvom det er så udbredt, er det stadig omgærdet af tabu. Vi bliver opdraget med en forestilling om, at familiebånd er hellige – at de skal holde, uanset hvad.
Men hvad hvis de bånd bliver en byrde? Hvad hvis de i stedet for at støtte, nedbryder os? Jeg genkender det, forskningen viser: Forældre, der mister kontakten til deres børn, sidder ofte tilbage med spørgsmål og sorg. Børn, der bryder kontakten, kæmper med skyld og skam.
Og midt i alt dette ligger tavsheden. En mur af ubesvarede spørgsmål og manglende dialog.
Tavsheden skaber sår
Jeg tror, det er tavsheden, der gør mest ondt. Den er ikke kun en afslutning, men også en blokering. Den fjerner muligheden for at finde afklaring eller genopbygge noget – hvad end det er relationen eller ens egen fred.
Med min far var der ord, selvom de var hårde. Men med min mor var der ingenting. Ingen forklaring. Ingen mulighed for at forstå.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange andre der sidder med lignende oplevelser. Hvor mange der spekulerer på, hvorfor de ikke var nok – eller hvorfor de selv blev nødt til at sige stop.
Hvordan bryder vi tavsheden?
Vi må begynde at tale om brud i familien uden skam. Vi må anerkende, at nogle bånd bliver for tunge at bære, og at det ikke altid er forkert at sætte grænser. Men vi må også anerkende, hvor svært det er, når brud sker uden forklaring.
Jeg tror, en del af løsningen ligger i dialog. Hvis vi kan finde modet til at sætte ord på det svære – både når vi vælger at bryde kontakten, og når vi bliver udsat for et brud – kan vi måske skabe en vej fremad.
Det betyder ikke, at alle brud kan heles. Nogle gange er der ingen vej tilbage. Men vi skylder hinanden en afslutning, der rækker ud over tavshed.
Et håb for fremtiden
Jeg har lært, at brudte bånd ikke behøver definere os. Vi kan finde styrken til at skabe nye veje – med eller uden de relationer, vi har mistet.
Men jeg tror også på, at vi kan blive bedre som samfund. Vi kan skabe plads til at tale om disse oplevelser uden frygt for fordømmelse. Vi kan møde hinanden med empati og forståelse – også når ordene gør ondt.
Så hvis du har oplevet et brud i familien, vil jeg sige dette: Du er ikke alene. Del dine tanker med nogen. Tag det første skridt mod at bryde tavsheden.
For tavshed heler ingen sår. Men ord kan være starten på en vej fremad.
Foredraget på Krisecenter, Aalborg var personligt en stor oplevelse for mig at blive inviteret til, da krisecentre har reddet min mor og jeg i min barndom.
Booker Lene Jacobsen blev efterfølgende spurgt:
Hvad kan I i foreningen få ud af at høre Tinas foredrag sammen?
”Vi kan få det ud af det, at vi får mere forståelse for, hvordan de børn har det, og hvad de har oplevet. Så kan vi diskutere det med hinanden, så vi bedre kan hjælpe dem, så de kan komme igennem de oplevelser, de har”.
Hvad synes du om, at man får en hel pakkeløsning, når man booker et foredrag hos Tina?
”Det er rigtig godt. Så får man alt det materiale, man skal have, og så kører det jo bare. Ja, det synes jeg, er rigtig godt”.
