Troens øjeblik, Kristeligt Dagblad
’Jeg var ikke længere bange for at dø’
Som 27-årig var Tina Campbell så syg af aids, at lægerne gav hende under to måneder at leve i. Men et besøg af en præst styrkede hende i troen på, Gud ville hende det godt. Da hun mirakuløst overlevede, besluttede hun at leve hver dag fuldt ud til ære for Gud
Udgivet mandag d.22.3.21. i Kristeligt Dagblad
Fortalt til Malene Fenger-Grøndahl
Det var i november 1999. Jeg var indlagt på Aalborg Sygehus, og lægerne var overbevist om, at jeg ikke ville overleve årtusindskiftet. Jeg vejede under 30 kilo, og lægerne forstod ikke, hvad jeg fejlede. Mens jeg lå der, blev det klart for mig, at jeg slet ikke havde levet mit liv. En stor del af min barndom havde handlet om at overleve med en voldelig, psykisk syg og alkoholiseret far og en invalid mor. Siden havde jeg brugt næsten al min energi på at skjule min baggrund og forsøge at gøre alle omkring mig glade.
Jeg var 27 år, og det gav ikke mening, at jeg skulle dø, netop som jeg havde indset, at jeg måtte stå ved mig selv og leve mere ærligt.
Min mor foreslog at få den lokale præst til at besøge mig, og det takkede jeg ja til. Jeg husker ikke, hvad han præcist sagde, for jeg gled ind og ud af bevidstheden. Men samtalerne med præsten gjorde mig rolig; jeg var ikke længere bange for at dø. Samtidig var jeg overbevist om, at Gud ville lade mig leve. Jeg bad til Gud og sagde ’når jeg bliver udskrevet, vil jeg leve hver dag fuldt ud til din ære, og jeg vil give min taknemlighed over livet videre ved at vise næstekærlighed overfor andre’.
Både læger og sygeplejersker gjorde det klart, at jeg ikke ville blive udskrevet og mig besked på at afvikle mine ting.
Men så fik en sygeplejerske den tanke, at jeg burde tjekkes for hiv, og det viste sig, at jeg havde otte forskellige slags aids i udbrud. Lægerne forsøgte sig med forskellig slags medicin, og den tredje slags virkede. Jeg overlevede og blev udskrevet. Få måneder efter mødte jeg min mand. Han havde en datter på fire år, og nu var der én, der havde brug for mig. Mit liv havde fået mening, og den mening blev styrket, da vi fik vores to børn, Mary Ann og Josef.
Nu har jeg en Mary og en Josef – og Jesus i hjertet – så hvad mere har jeg brug for?
Mens jeg var mest syg, mærkede jeg en fred, som overbeviste mig om, at alting ender godt. Jeg var svundet ind til ingenting, og mit hår og mine negle var faldet af. Min veninde, der sad hos mig, sagde ’Gud har givet dig vinger, nu kan du flyve op over al det lort, du har oplevet og få det hele på plads’, og jeg følte mig glad og let. Jeg mærkede en, som jeg har haft med mig siden. Den/t? giver mig styrke til at klare udfordringerne i hverdagen. Jeg har overlevet så meget. Som barn har jeg siddet bag på min fars cykel massevis af gange, mens han kørte fuld ind og ud mellem bilerne. Når jeg har overlevet alt det, skylder jeg Gud at få max ud af livet hver dag.
Jeg voksede op med en mor, der var kristen.
Hun talte meget om Jesus og om næstekærligheden. Men jeg så min mor som svag, fordi hun lod min far slå både hende og mig, og derfor kunne jeg ikke se hendes tro som en styrke. Min far troede ikke på noget – hverken på Gud eller sig selv – og han ville ikke give min mor lov at vise, hvem hun var. Han var psykisk syg, og meget af min barndom handlede om at gøre ham tilpas, så han ikke flippede ud, og glad, når han var depressiv.
Mine forældre var rigtig 70’er-hippier med en broget vennekreds – der var hjemløse, bumser og narkomaner, og der må også have været muslimer, for jeg husker, at jeg så nogen af dem tage et tæppe frem, rulle det ud og bøje sig ned. Jeg spurgte de voksne, hvad de lavede. ’De beder om, at der kommer en bedre dag i morgen’, sagde de. Jeg kravlede ned fra min skibsbriks og fandt et gammelt tæppe frem og forsøgte at efterligne dem; det må have set mærkeligt ud, for mine ben var stive, fordi jeg led af invaliderende børnegigt.
Da jeg var otte år, smadrede min far hele huset, så de dobbelte glasdøre i vindfanget stod tilbage uden glas. Min mor, der normalt ikke kunne bevæge sig uden at hive sig frem, mens hun støttede armene på et rullebord, formåede at komme ud af huset med min lillesøster og mig og få fat på naboerne og ringe efter politiet.
Vi flyttede til Nordjylland, min mor begyndte at gå i kirke, og min søster og jeg begyndte på en kristen skole med Indre Missionsk personale og visioner.
Der fik jeg den ro og stabilitet, jeg havde manglet. Der var morgensamling med salmesang, og det var en lille skole, hvor mange af familierne kendte hinanden og kom i det lokale missionshus. Der var mange regler; vi måtte f.eks. ikke spille, og sådan var min mor ikke, men der var rummelighed nok til, at man kunne være forskellige. I 5. klasse gav min tysklærer mig en bog om en pige, der ligesom jeg sad i kørestol, og som havde brugt troen til at finde sin styrke. For første gang koblede jeg det at tro med at finde sin styrke. Jeg begyndte at forstå, at da min mor slap ud af det ødelagte hus med min søster og mig, var det troen, der gav hende styrke. Og det samme skete for mig, da jeg overlevede lægernes dødsdom.
Jeg tror på, at vi har det guddommelige inden i os – som en evne til at skelne mellem det gode og det onde.
Jeg begynder hver morgen med en visualisering, hvor jeg siger Gud tusind tak for den dejlige dag, jeg får i dag, og jeg slutter dagen med at sige tak for det, der er sket, og visualisere, hvordan jeg får den absolut bedste dag i morgen.
For mig handler det meget om at leve fuldt ud, uden at det bliver for travlt og hektisk, for så kvæler jeg min taknemlighed. Jeg sætter også sedler op rundt omkring med vigtige budskaber til mig selv ’stå ved dig selv’, for eksempel. Indimellem har jeg brug for at gå i kirke for at genfinde min styrke. Det giver mig en helt særlig energi at synge med på salmerne.
Jeg oplever Guds nærvær stærkt i mit liv – som inspiration og hjælp i alle mulige situationer, men først og fremmest som en ultimativ tro på, at alt nok skal gå godt. Det er den tro, jeg fik, da jeg var syg – og som samtalerne med præsten for alvor kaldte frem. Da min datter gik til minikonfirmand hos ham forrige år, var det et bevægende gensyn.
Troens øjeblik portræt af Tina M.-L. Campbell
Født 1972.
Vokset op i Esbjerg og Aalborg.
Er uddannet coach og arbejder som foredragsholder og coach.
Forfatter til flere bøger, bl.a. selvbiografien ”Mælkebøttebarn i blomst”.
Bor i Vodskov nordøst for Nørresundby med sin mand og deres to fælles børn på 10 og 13 år. Familien rummer desuden hendes mands voksne datter fra et tidligere ægteskab.
Hvad har udfordret din tro?
Da jeg var syg som 27-årig, at lægerne gav mig mindre end to måneder at leve i, jeg blev vred på Gud. Jeg syntes ikke, at det gav mening, at jeg skulle dø, når mit liv nærmest ikke var begyndt. Jeg havde brugt en stor del af min barndom på at overleve i et hjem med vold, misbrug og psykisk sygdom og havde siden brugt enormt meget energi på at skjule min fortid. Nu var jeg endelig parat til at leve. Bagefter var jeg også vred på Gud, for jeg havde overlevet, mens mange andre var døde i en ung alder. I dag tror jeg på, at det hele hænger sammen på en eller anden underfundig måde.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Min matematiklærer sagde engang til mig, at jeg ikke skulle være ked af, at jeg ikke var så god til matematik. Jeg skulle bare finde ud af, hvilke evner, der var lagt ned i mig, og lade dem komme frem. Det råd har fået mit liv til at folde sig ud, og det er essensen i det, jeg giver videre i mine foredrag og bøger. Det er også derfor, min selvbiografi kom til at hedde ”Mælkebøttebarn i blomst”; frøet var lagt ned i mig, men jeg har givet det plads til at blomstre.
… Jeg vil klart anbefale Tinas foredrag! Det har jeg allerede gjort … Publikum var med og berørte… det fungerede godt!
Anmelder: Finn Jensen, Støvring Sognegård, Y’s Men’s Club
