Jeg flygtede som niårig og kom aldrig tilbage til det hjem igen.
Hvorfor?
Fordi der var uro, kaos og utryghed i mit barndomshjem!
Men nu har jeg fået den vildeste ro, der kommer dig til gode. Mere om det længere nede.
Men altså dengang – som niårig der flygtede jeg med den lille ramponerede røde kuffert.
Har du også haft sådan en lille rød kuffert?
Jeg havde for længst gjort min klar.
Jeg havde for længst forstået, at jeg ikke ville overleve, hvis jeg ikke kom væk derfra.
Men som niårig er man jo prisgivet sine forældres luner.
Min fars luner svingede i takt med hans psykoser, og hvad end hans stemmer fandt på at beordre ham til at gøre af mærkelige ting.
Min mor var endnu mere invalid end jeg. Men særligt var hun psykisk nedbrudt.
Jeg prøvede det bedste, jeg kunne, for at løfte humøret hos mine forældre.
Bare lige nok til, at mor og jeg ikke fik flere tæsk.
Bare lige nok til, at min mor syntes, jeg var så værdifuld, at jeg skulle med hende og min lillesøster på krisecenter, næste gang mor ville flygte.
Det var derfor, jeg pakkede min lille røde kuffert.
Det var derfor, at jeg tydeligt fortalte mor, at jeg havde pakket tre tandbørster.
En til mor
en til min søster
… en til mig (som jeg fremstammede med rystende stemme, urolig mave og – næsten knækket sjæl).
Det er den tidligste klare erindring, jeg har af, at jeg har taget skeen i egen hånd, når livet har forsøgt at lave høje bakker og løse brosten på min vej fremad.
For fremad ville jeg!
Fremad blev jeg nødt til at fokusere på.
For her var ikke godt at være.
Det indså mor også en nat i 1981.
Endelig tog far på værtshus uden mig.
Nu kunne vi komme fremad sammen mor, lillesøster, mig – og den lille røde kuffert.
Jeg blev nemlig denne gang ikke efterladt alene sammen med min psykotiske far!
Den lille røde kuffert blev et stærkt symbol for mig i mit nye nordjyske liv med hemmelig adresse og med nye navne.
Med hjerteskærende hemmeligheder og nye ansigter omkring mig.
Årene er gået – rigtig godt for mig. Jeg er dybt taknemmelig over, at det lykkedes mig at skabe min egen kernefamilie.
Tusindvis af publikummer har hørt min historie til mine foredrag og til mine workshop fået udleveret lige præcis de redskaber, der fik mig ’fra invalid til individ’ mode.
Du ved de der redskaber der hjælper dig over høje bakker og løse brosten, når du føler dig allermest handlingslammet.
13 bøger senere betyder endnu flere, der nu kender min historie, som jeg havde skjult i over 40 år.
Jo, jeg er helt vant til at snakke om det.
Men det til trods, så har det været yderst vildt at læse min historie i en analyseret form.
Helene Selmer Kristensen har brugt min historie som case i sin Studenteropgave: Speciale (inkl. HD afgangsprojekt)
Den har hun simpelthen selv kaldt Den lille røde kuffert. 😉
For mig var det både helt genkendeligt, og samtidig som om jeg læste om en anden person.
Dybt rørende og tankevækkende. For hele mit ’åbne’ liv er jeg blevet spurgt, om det der mærkeligt noget med resiliens.
Folk har tvivlet på sandheden i min historie, når jeg har fortalt, at jeg ikke havde de der typiske ting til at hjælpe mig igennem min dysfunktionel barndom. Så meget at jeg også selv ind imellem kunne blive i tvivl, om jeg virkelig havde oplevet det præcis sådan.
Jeg har ikke sandheden. Ingen har sandheden. Jeg kan kun beskrive min oplevelse af tingene. Lige så vel som jeg også kun kan tage ansvar for mine egne handlinger.
Det gør jeg rigtig gerne!
Men jeg må sige, at det har været meget nemmere at balancere, når jeg har fået feedback fra folk. Det har været supervigtigt for mig at høre fra nogen, der kendte os dengang.
Det har givet mig en bekræftelse i min oplevelse af tingene.
Det allerskønneste har været, at mit endelig mod til at åbne op, har givet andre mod på livet og/eller til også at fortælle deres historie.
Med Helenes Speciale har jeg fået de sidste brikker på plads.
Hendes analyse har givet mig en aha oplevelse;
Mine vigtige faktorer er, at jeg ser positivt på tingene i mit liv.
Dermed evnede og evner jeg stadig at kunne se og udtrække en styrke ved min børnegigt.
En anden vigtig faktor er også min gode tilpasningsevne.
Det er rimelig spøjst for netop det, arbejder jeg med i dag. Netop det giver jeg videre til – DIG måske?!
Netop det symboliserer mit logo. Blomsten omkring stokken viser håb, glæde og mulighed for, at vi kan blomstre på trods.
Min røde ramme omkring mine opslag symboliserer min røde kuffert med redskaber for mig selv og andre. <3
Man er sin egen lykkes smed. Det er derfor, at jeg altid siger: Skab en god dag!
Den skaber jeg ved at vise taknemmelighed og finder ro. Det er nok de to vigtigste elementer for mig.
Når jeg føler og/eller følger de to, kan jeg gå videre til næste lille skridt. Det næste lille skridt kan handle om at lave en plan for de drømme, jeg gerne vil opnå.
Een lille drøm ad gangen.
Hvordan tager man første skridt, tænker du måske?
Det kan du for eksempel gøre ved at følge mine opslag.
<3 Tina
PS. Du kan selvfølgelig også altid købe mine bøger online eller booke mig til en workshop. Så får du helt konkrete redskaber til, hvordan du finder og bevarer (arbejds)glæden!
Erhvervspsykolog, Mads Lindholm Ph.d.:
” Smuk og vigtig bog om arbejdsglæde på trods”
Tina har skrevet en sjælden og smuk bog om arbejdsglæde. Der findes utallige bøger om emnet i selvhjælpsgenren. Men denne er anderledes:
Bogen tager nemlig udgangspunkt i mennesker, der har oplevet bump på livets vej. Den tager med andre ord udgangspunkt i, at trivsel og arbejdsglæde er noget, man kan opnå på trods af livets tilskikkelser, ikke på grund af dem.”
Bogen har også fået den højeste anmærkning med lektørudtalelse;
“Der er rigtig mange, der kan få glæde af denne bog. Ikke mindst pga. den positive tone, samt de mange gode øvelser, men også for at få sat ord på arbejdslivet. En glimrende bog, der kan anskaffes af alle.” – Lektørudtalelse fra DBC
